Train Dreams (2025)

Publikums- og anmelderdarlingen "Train Dreams" var på forhånd sikret en vis opmærksomhed, idet den er baseret på den prisvindende novelle af Denis Johnson fra 2002.

Poetisk funderet

Og det er da også en poetisk funderet lille film, der gerne vil hylde det "simple" liv, som oplevet af skov- og jernbanearbejdsmanden Robert Grainier (Joel Edgerton) i begyndelsen af det 20. århundrede.

Tiltænkte perspektiveringer

Robert slider, slæber (og er eftertænksom) i mødet med med både arbejdsmænd, sjakbajser, faldende nåletræer og simple madpakker... Filmen er i det hele taget slået op som et slags "dengang og nu"-melodrama med Will Pattons fortællerstemme som ankerpunkt og med små indstik fra en mere moderne verden som tiltænkte (men lidt søgte) perspektiveringer.

Forpurret poesi

Men denne hyldest til store fællessave gennem gedigne træstammer, svedige gok mod jernbanesvæller – og senere også de første små skridt udi at stifte kernefamilie og selvbygge (efter mødet med Gladys (Felicity Jones)) – er reelt poesi forpurret.

Forsvinder som dug for solen

For i Clint Bentleys iscenesættelse forsvinder meget af det umiddelbart magiske ved periode- og stemningsbeskrivelsen som dug for dén sol, der ellers så habilt indfanges i Adolpho Velosos meget smukke fotografering, og som det er lagt i hænderne på ret dygtige skuespillere at formidle.

Helt utilstedeligt anmassende

Duggen tager især flugten, fordi Bryce Dessners helt utilstedeligt anmassende musikunderlægning (der både er helt uden kendskab til besøgelsestid og grufuldt uopfindsomt / "minimalistisk" komponeret i al sin Oscar-nominerede vælde) tager al styringen.

Lydbilledet kvæler

Væk er næsten enhver mulighed for selv at tage det poetisk-historiske hverdagsdrama ind på egne præmisser. Lydbilledet kvæler dén oprigtige interesse, der ellers lige når at blive etableret i filmens helt stille indledende minutter.