Tango (1933)

Elegant, atmosfærisk og stærkt melodramatisk George Schnéevoigt-film, der særligt blomstrer op omkring en skarp fascination og dyrkelse af tysk stumfilms- og 1920'er-æstetik – men som også lukrerer på en følt femme fatale-præstation af den sjældne stjerne Else Skouboe.

Fastholder og forfører

Gaby Grant (Else Skouboe) er indehaver af succesbaren Tango, der tiltrækker et stort publikum blandt det bedre borgerskab. Gaby forstår at fastholde og forføre sine stamgæster, bl.a. gennem egne melankolske sangnumre, der flankeres af et mindre husorkester under ledelse af den unge Jossy Lindtner (Ebbe Rode).

En skyggeside

Men Gaby har også en skyggeside, der nemt kan smitte folk omkring hende. Og snart har hun bragt sig selv (og andre) i en penibel situation, der også kan betyde et farvel til Tango.

Under diskokuglen

Filmen indledes med en blændende præsentation af barlivet, som der danses på gulvet under den snurrende diskokugle – mens hovedrolleindehaverne præsenteres i bedste og lækreste 1930'er-stil i levende billeder. Denne intro vækker om noget interesse... og et spinkelt håb om, at "Tango" kan vedblive at fascinere på samme høje niveau.

Pludrende intriger

Det bliver der dog ikke tale om, for snart begynder de små og store intriger at pludre velkendt. Ligesom en sidehistorie om "bortadopteret fortid" falder til den absolut patetiske side. Og det er langtfra alle implicerede i handlingen, der er tildelt samme vægt og format som Gaby Grant: Else Skouboe (hér i karrierens blot anden filmrolle og den eneste talefilm) yder "Tango" dén fascinerende udstråling, som store stjerner har et overskud af.

En womanizer

Ved siden af hende blegner reelt alle andre. Ebbe Rode debuterer (lidt anstrengt) som den 23-årige jazzkapelmester Jossy Lindtner, der både er en effen womanizer og en skidt karl, skal det vise sig – en rolle, han efter sigende blev headhuntet til af Skouboe, om som samtiden var meget begejstret for.

Tysk inspireret ånd

"Tango" beholder en pænt virksom atmosfære i mål, selvom indledningens "fanfare" ret hurtigt blegner. Filmen bevæger sig praktisk talt ikke udenfor de papprægede barkulisser, hvor der dog er gjort umage med at genskabe den særlige tysk inspirerede ånd.