Hotel Paradis (1931)

Jovist, George Schnéevoigts helt tidlige tonefilm bærer selvsagt præg af stumfilmens æstetik (og begrænsninger), og der er slagsider mod det alt for teatralske. Alligevel er "Hotel Paradis" et både stemningsmættet og visuelt dragende bekendtskab – ikke ulig Schnéevoigts egen Præsten i Vejlby (1931) fra samme år, der regnes som den første danske talefilm.

Vesterhavet buldrer mod kysten

Ægteparret Heinrich (Eyvind Johan-Svendsen) og Emilie Schultz (Karen Caspersen) driver en lille ussel hotelforretning meget tæt på kysten, hvor det formodede Vesterhav buldrer ind mod klitterne. Hotellet kalder de "Paradis", men der er sandt for dyden ikke meget paradisisk over stedet, der er både ramponeret og uhumsk.

Ingen penge på kistebunden

Schultze har da heller ikke mange penge på kistebunden og er under konstant risiko for at måtte dreje nøglen om, fordi de næsten ikke kan betale terminen til den sleske møller (Holger Reenberg).

Som en evig mare...

Penge på kistebunden har til gengæld dén skibbrudne tysker, der søger hotellet som den angiveligt eneste overlevende fra et forlis. Med sig har han netop en kiste fyldt med værdier – og dét ser ægteparret og får nu ideer, der snart skal bringe dem i uføre, med den dårlige samvittighed ridende som en evig mare...

Modent lydbillede

Med tanke på, at tonefilmen kun lige var blevet mulig herhjemme, står "Hotel Paradis" ret modent i sit lydbillede. Her er både inddragelse af det dramatiske stormvejr udenfor, ligesom regnen pisker ægte sjaskende mod den allerede jordslåede bindingsværksfacade på det lille bondehus, der udgør det usle hotel. Og de rullende konsonanter i ægteparrets ordudvekslinger indendørs ekkoer også af tidlig lydtroværdighed.

Alt for teatralsk spillet

Omvendt er skuespillet til den periodisk alt for teatralske side – unødvendigt speedet, hvor særligt Karen Caspersen giver den for meget gas i sit portræt af den tiltagende nervesvage Emilie. Disse udbrud former også en række utroværdige ekstremiteter, da hun møder hhv. skarpretteren og politiet undervejs.

Universelt genkendeligt

Som et tidligt (lyd)billede på den universelt genkendelige dårlige samvittigheds hjerneætsende virkning står "Hotel Paradis" dog flot og markant, nydeligt fotograferet af Valdemar Christensen. Filmen blev – som følge af vigende publikumsbegejstring – blandt de sidste herhjemme for perioden, der hyldede stumfilmens drama, og snart spyede også George Schnéevoigt således komedier ud på samlebånd.

Mørkemelankolsk sang

Værd at bemærke er Kai Normann Andersens underlægningsmusik, der – ret typisk for de tidlige talefilm – er meget lidt anvendt, men som særligt mod slutningen træder i karakter med en smuk og meget mørkemelankolsk sang, fremført ved klaveret af Schultzeparrets nu voksne datter Rosa (Inger Stender).