Han, hun og Hamlet (1932)

Komikerduoen Fyrtårnet (Carl Schenstrøm) og Bivognen (Harald Madsen) – bedre kendt som Fy og Bi – fik hér deres reelle talefilmsgennembrud, i kyndig iscenesættelse af Lau Lauritzen Sr., der både opfandt fænomenet og instruerede over 30 film med d'herrer.

Tålelig og talentglimtende

"Han, hun og Hamlet" er farceløjer, som de kan forventes af dansk film i den tidlige talefilmsperiode: Og det gør faktisk komedien hér både tålelig og talentglimtende, selvom substansen kan være på et meget lille sted.

På røv og albuer...

Fy og Bi er begge (betuttede) gartnere på en pigekostskole, der er strengt styret af forstanderinden (Olga Svendsen). Snart bliver gartnerne sammen med den djærve elev Eva (Marguerite Viby) smidt ud på røv og albuer efter at have handlet mod regelsættene – og trekløveret havner lidt tilfældigt på samme skonnert, hvor de nok kan lære at begå sig efter søens (og søsygens) regelsæt...

Klædt ud som dreng til søs

Hér er det nødvendigt, at Eva klæder sig ud som dreng (dén har vi set før). Alle sømændene har naturligvis ingen mistanke til den i enhver henseende überfeminine benjamin... og dog: Da skipperen (Jørgen Lund) fanger Eva på dækket, udbryder han: "Hallo, fætter... jeg synes, du går som en tøs!" Hvorpå Eva straks sadler om og går langt mere "mandhaftigt"!

Opfindsomt indslag

Senere går de til teatret, hvor de mødes af en ambitiøs, omend ret talentløs teaterdirektør (Christian Arhoff), der nok skal skabe kaos på scenen, hvis ikke hans medvirkende gør det. Disse scener indeholder i øvrigt filmens mest opfindsomme indslag, hvor Bivognen siddende i orkestergraven styrer en pind med en række buer, så det ser ud som om, Fyrtårnet dirigerer et helt orkester.

Samtidshippe løjer

Det er alle løjer, der var hippe i samtiden, og som glæder ved ikke at være udtalt bananskrælsidiotiske. Faktisk har "Han, hun og Hamlet" en fin grundtone, hvor også Fy og Bi har scener af både stout og lettere melankolsk gøgleri.

(Over)frisk afvikling

Jovist, det er tyndbenet, men også ret underholdende i den (over)friske afvikling, og de fleste sang- og musikindslag har en pænt velafmålt længde, på nær den kejtet lange intro, der hylder pigerne og kostskolen, som var den på det nærmeste en gren af Bund Deutscher Mädel.