Calle og Palle (1948)

PhilmDK-anmeldte Fyrtårnet og Bivognen-film:

Han, hun og Hamlet (1932)

Med fuld Musik (1933)

I de gode gamle Dage (1940)

Calle og Palle (1948)

Hér forsøgte man at koge endnu lidt suppe på en ellers i nogen grad selvdød hest: Otte år efter den forrige (og formodede sidste) film med Fyrtårnet og Bivognen, produceredes denne dansk/svenske lookalike, der stadig havde Harald Madsen som "trækplaster" i rollen som Palle (=Bi), mens afdøde Carl Schenstrøm blev erstattet med svenske Carl Reinholdz i rollen som Calle (=Fy).

En skygge af sig selv

Suppen er blevet særdeles tynd – lad det være sagt med det samme! Der er virkelig ikke mange tilbage at de oprindelige komikerpars varemærker, og Harald Madsen er her (et år før sin død) en skygge af sig selv.

Dumklodsede herrer

Fortællingen centrerer sig om d'herrer – uadskillelige, som de er – Calle og Palle, der begge har et godt hjerte, men som igen og igen havner i bøvl til underlæben, fordi de er lige dele dumklodsede og uvelkomment nysgerrige.

Gennem ild og vand

Begge er de forelskede i cirkusdanserinden Angela (en meget smuk og naturlig Berit Lilliecrona, for hvem "Calle og Palle" blev karrierens eneste filmrolle), og de er villige til at gå gennem ild og vand for at redde hende... Og det bliver der snart brug for, idet væmmelige bøffer og bagmænd kommer på banen i en kidnapningssag.

Udpræget metaltræthed

Filmen slipper overraskende behændigt udenom alt for meget fyldstof – et fænomen, der ellers lægges hårdt op til i det cirkusdumme anslag. Men det ændrer ikke ved, at løjerne hér er udpræget metaltrætte og afviklet uden megen vid, bid og øjeglimt.

Tarveligt uinspireret

Langt de fleste af rolleindehaverne er svenske, men Ib Schønberg dukker (selvfølgelig) op i en – desværre tarveligt uinspireret og manieret – minirolle som cirkusdirektør.