Sådan er jeg osse (1980)

Sammenhængende film:

Hej Stine! (1970)

I din fars lomme (1973)

Sådan er jeg osse (1980)

Tredje og sidste kapitel i pædagoguddannede Lise Roos' velmente "Stine"-trilogi finder nu titelrollepigen (Stine Sylvestersen) nærved voksen, idet hun er fyldt 18 år, er færdig med gymnasiet, er arbejdsløs, famler udi forsøg med forskellige drenge og mænd på skibsbrikse (hér findes salgbart anledning til flere situationer med en barbrystet (og helt nøgen) Stine) – og står på tærsklen til at flytte fra sit skilsmissehjem.

Meget at forholde sig til

Det er mange ting at forholde sig til i ét kønt lille hoved, og det bliver da også lidt for overvældende for den grundlæggende glade teenager, når alt omkring hende er så usikkert simrekogende.

Bevidst fragmentarisk

Ligesom de to foregående film i serien, er "Sådan er jeg osse" bevidst fragmentarisk fortalt. Her er ikke mange røde tråde til at binde tilfældet Stine sammen, og det bliver ved de meget små opblomstringer af identifikatorisk (ja endog blot fængende) karakter.

Socialrealistisk petting

I forsøget på socialrealistisk petting sender handlingen både Stine på vikararbejde blandt samlebåndskvinder på Carlsberg – og på barrikaderne, hvor hun "ømt" og impulsivt går på talerstolen foran en større demonstration og proklamerer sin dybeste sympati for kvindesagen: "Vi er jo faktisk halvdelen af befolkningen, ja, vi er...!"

Stiger til hovedet

Denne stil og stemning fungerede udelukkende i den midterste film "I din fars lomme", der bød på et ærligt, jordbundet børneperspektiv (Stine var her 11 år – i alle tre film spilles hun af Stine Sylvestersen). Men i "Sådan er jeg osse" stiger spring, famlen, pædagogisk pludren og amatørskuespil filmen til hovedet og efterlader i bedste fald følelsen af en ufrivilligt komisk øvelse.

Pæn indlevelse

Vi skal helt hen til den allersidste scene (hjemmefest i anledning af Stines lillebrors konfirmation) for at finde et eksempel på en delfortælling, der blot river filmoplevelsen en anelse gennem gearene: Hér er der pæn indlevelse i den akavede situation, ikke mindst fra Stines far (Preben Kaas – hans sidste filmrolle).

Står uforløst tilbage

Det dokumentariske snit står uforløst tilbage, fordi der aldrig bundfælder sig nogen dybere essens af noget. Således ebbede "Stine-sagaen" ud i det store intethedens hav, og den sidste film blev da også et stort flop i de danske biografer.