Tre mand frem for en trold (1967)

    En overfrisk journalist øjner chancen for en god historie, da en amatørfotograf viser ham et foto af en formodet trold i Sydsverige.


    »TYND DANSK FARCE«

    Store dele af det danske spejderkorps blev i 1967 krænket af Knud Leif Thomsens komiske syn på friluftslivet: "Tre mand frem for en trold" gav – syntes spejderne – et forkert og nedværdigende billede af livet i vildmarken.

     

    Heller ikke i 1967 var det nemt at begå sig, men det må nu nok siges, at beskyldningerne udi krænkelser er noget slappe – selv betragtet og perspektiveret til i dag, hvor det nærmest ikke er muligt at gøre noget, uden at en eller anden føler sig krænket.

     

    Knud Leif Thomsen har selv skrevet manuskriptet til denne – for nu at sige det mildt – outreret tynde farce. "Tre mand frem for en trold" kom i kølvandet på anderledes ambitiøse Thomsen-film som Selvmordsskolen (1964)Tine (1964) og "frisindsdramet" Gift (1966) og to år før et af hans hovedværker Midt i en jazztid (1969).

     

     

     

     

    Troldekomikken har det svært. Meget svært. Efter en passabel start, hvor kejtet komik vækker en vis interesse (Ebbe Rode har hér fine scener som professoren med speciale i troldologi, ligesom Jørgen Rygs klassisk betuttede nuttethed bag hinkestensbrillerne glimter let), hælder farcen meget snart faretruende mod kæntring – som ikke engang en ferm grønlændervending ville kunne kompensere for.

    Turen går til Sydsverige, hvor amatørfotografen Vilhelm (Ryg) sammen med journalisten Max (en vanligt overfrisk Axel Strøbye) og troldologen (Rode) skal forsøge at gøre rygtet om en levende trold til forsidestof... men meget går galt. Ude i bushen møder de den konsekvent kort underkjoleklædte Vilhelmina (Lone Hertz), der meget oplagt har en fiks troldefrisure som akkompagnement til sin svensk(dubbet)talende lillepige-"charme" – som alle d'herrer selvfølgelig falder for, som var de nikkedukker med hold i nakken.

     

    Komedien reddes af trods alt finurlige glimt af gakket galskab, der blandt andet lever i vildmarkssituationerne og i dialogen (Ebbe Rode og Jørgen Rygs). Teknisk er filmen bestemt ikke værd at skrive ret meget hjem om, og det er tamt, hvad man får ud af den eksotiske sydsvenske skovkulisse.

     

    Pressen skrev...
    "Jørgen Ryg er det poetisk-absurde lyspunkt i Knud Leif Thomsens håbløst satiriske komedie" // "Hæver sig ikke en millimeter op over de sædvanlige danske folkekomedier, selvom instruktøren Knud Leif Thomsen formentlig har haft visse ambitioner med filmen" // "Farceret trold: Obligate danske løjer i pæn svensk skov" // "Det platte gøgl" // "Pletvis morsom" // "Ingen dårlig instruktør kan ødelægge Lone Hertz" // "Dansk lystspil i topklasse: Filmen er virkelig morsom og rammer langt over normen for danske lystspil" // "Et jævnt lystspilstykke" // "Knud Leif Thomsen i afslappet form" //  "Langstrakt troldespil i dukkekomedie-stil" // "Fantasiløst makværk" // "Herligt trolderi" // "Ebbe Rode som redningsmand for tyndt dansk "trolderi"" samt "Knud Leif Thomsens "Tre mand frem for en trold" er lige så naivt polemiserende som hans tidligere film ". 0 stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1967, Danmark, Komedie, Farce, Romantik, Skibe på film, Biler på film, 95 min.

    Dansk titel: Tre mand frem for en trold
    Instr: Knud Leif Thomsen Prod: Leif Feilberg, Preben Philipsen Manus: Knud Leif Thomsen Foto: Lasse Björne, Henning Kristiansen Klip: Kasper Schyberg Mus: Thorkild Knudsen