Promising Young Woman (2020)

Der er hævn med tydeligt feministisk fortegn i instruktør og (Oscar-vindende) manusforfatter Emerald Fennells "Promising Young Woman": Hér udlever den unge kvinde Cassandra (Carey Mulligan) sit indre og meget indædte had til (alle?) mænd gennem en stribe nøje koreograferede hævnaktioner.

Hævnen er sød!

Der er tale om de mænd, der syv år tidligere massevoldtog en veninde – uden at det efterfølgende fik konsekvenser. Cassandra har en plan: Hun tager gentagende gange på natklub, lader som om, hun er stangbacardi, bliver ført med hjem til de pågældende mænd – og hævnen er sød... om ikke andet i første omgang verbalt!

Shepower-ekstremt

Senere spidser det hele til, da Cassandra er nødt til at skrue op for "charmen" og sexkillinge-sygeplejerskeudklædt vender op og ned på en af fyrenes polterabend. Det er også hér, filmen vokser betragetligt i intensitet og rent faktisk overrasker positivt – hvor de øvrige fagter ind imellem ærligt talt forekommer noget præindstillet shepower-ekstreme.

Åleglat selvsikkerhed

Carey Mulligan er fænomenal i den åleglat selvsikre hævnerske-hovedrolle, ligesom flere af birollerne funkler: Særligt Bo Burnham (som potentiel part i Cassandras reelle følelsesliv) og Christopher Lowell (som part i en anderledes kynisk handling) er hér værd at fremhæve.

Doserede "pangfarver"

Stilistisk står filmen farvestrålende uden at overgøre sine "pangfaver", hvilket er klædeligt. 25 popsange udgør sammen med Anthony Willis' duelige, klassisk funderede underlægningsmusik et lydtæppe, der ind imellem øger det hyperventilerende lidt for meget i det i forvejen hektiske.