Inherent Vice (2014)

Der er langt mellem de mådeholdende scener i samtlige af Paul Thomas Andersons film – således også i den ublufærdigt brovtende "Inherent Vice", der danser farvemættet, komisk-dramatisk og forventeligt ekstremistisk om en 1970'er-kriminalgåde.

Ypperligt tiltrængte oaser

Når det rent faktisk sker, at Anderson lader kameraet hvile og lydsiden være "i fred", opstår der bittesmå ypperligt tiltrængte oaser i dén outrerede fortællestil, som instruktøren altid er garant for. Men der er meget langt mellem pauserne. Det gør "Inherent Vice" til (endnu) en overlang og tiltagende løbskløbende film i Andersons filmografi.

Snusket, stofafhængig privatdetektiv

Joaquin Phoenix spiller sådan set pænt i den dominerende hovedrolle som den snuskede, stofafhængige privatdetektiv Larry "Doc" Sportello, der i sin søgen efter en forsvundet ekskæreste kommer vidt omkring i Los Angeles' (under)verden.

I puha og stoffer til halsen

Han havner dybere og dybere i både puha og stoffer til halsen, men han ænser det næppe, da han er både påvirket og generelt en temmelig verdensfjern type, der bare tager imod, når der fx bl.a. bydes ham mere eller mindre "fri fisseslik".

Velkendt bramfrit

Sprog og tone er velkendt Anderson-bramfrit, og noget af det har han hentet i favoritforfatteren Thomas Pynchons romanforlæg. Andet er helt tydeligt tilføjet for at krydre de i forvejen psykedelisk ustrukturerede fagter yderligere.

Havner i et dilemma

Der er flere fine birollepræstationer (blandt andre Josh Brolin og Martin Short har sprøde indslag), men som med filmen som hele havner også spillet i et dilemma, der peger ind i den evigt ujævnt bankende kardanaksel, der driver Andersons klodset baghjulstrukne storfilm.

Skrider ofte ud

Filmen skrider ofte ud, fordi handlingen vil alle regnbuens farver – helst på samme tid. Og som det – desværre – er überkendetegnende ved Anderson pumper (pop/beat/country/rock-)sange ud over det hele (20 styks bliver det til), når ikke Jonny Greenwoods originalunderlægning tager styringen.

Visuelt markant

"Inherent Vice" efterlader helt sikkert et visuelt markant indtryk ligesom de fleste øvrige af P.T. Andersons film, men så trænger man godt nok også til at hvile øjne (og ører).