Jeg elsker en anden (1946)

Uhyre veloplagt og meget typisk Marguerite Viby-lystspil, der vinder på sine fine præstationer, gode timing og uhøjtidelige fremdrift. Så længe, Viby ikke ligefrem bryder ud i sin frygtindgydende symaskinenålsvibratosang (og det gør hun kun et par gange undervejs), er underholdningen fortrinlig. "Fut og Fart over Scenerne – ingen døde Punkter", som en anmelder skrev i dagspressen.

Viby spiller barneplejersken Annelise Petersen, kækt kaldet Peter, der arbejder med et ordentligt kuld unger på et københavnsk børnehjem. Da det kommer hende for øre, at huset har fået ny ejer og skal rives ned, sætter hun straks alt ind på at finde ejeren og få ham på bedre tanker. Men det bliver ad sirlige omveje, at Peter får sin vilje – og på trods af overdrivelser undervejs bliver dette ikke en kedelig affære. Slet ikke da den drikfældige John Eriksen (Ebbe Rode) kommer ind i billedet. Dén rolle udfylder han med lige dele charme, selvtillid og lækkert hår. Han er i kløerne og under tøflen på den klassisk sleske overklassetype Connie Smith (Erni Arneson).

Børn er her masser af, blandt andre Lau Lauritzen den tredje (instruktørens søn), der nuttet agerer rollen som lille Jensen, Peters absolutte øjesten på børnehjemmet. Peter bruger også børnene aktivt som chikane mod bygningens nye ejer, den meget tunghøre dyreven Onkel Polle (Ib Schønberg). For før Polle er blevet gjort mør, kan ingen af barneplejerskerne sove roligt om natten. Og hér har Peter en plan.
 

Schønberg er i øvrigt vidunderlig i Polle-birollen med det bombastiske og "moderne" høreapparat. Han udstråler en skøn sammenbidt menneskefjendskhed, der kun bliver blødt en anelse op, hvis det er noget, der gavner dyrene. "Du er grim. Du ligner en frø!" siger Peter til Polle, da hun ikke kan få sin vilje. Og hun må vel at mærke gentage "frø" ind i høreapparatet, så Polle rigtigt kan tygge på dén.

En meget ung Bjørn Watt Boolsen er Peters potentielle kæreste Preben Hansen, i hvert fald i filmens begyndelse. Et opfindsomt anslag bringer i øvrigt tilskueren kortvarigt i vildrede, indtil det erfares, at Viby blot citerer en filmreplik fra dén film, turtelduerne netop har set sammen. Sven Gyldmark har begået en underlægningsmusik, der har en vis grad af nynbar tematik. Vibys sange er anstrengende – men der er heldigvis også rigelig charme i den velskrevne dialog.