Platoon (1986)

Oliver Stone gengiver hér meget fint dén psykiske tortur, som soldaterne oplevede under Vietnamkrigen. Filmen følger en gruppe amerikanske soldater, der tager situationerne på slagmarken meget forskelligt.

Dræbermaskiner
Nogle vil bare i gang med at dræbe, mens andre åbenlyst afskyr krig. Samtidig kan dette psykiske pres vise sig at have en negativ virkning på soldaterne, således at de, der måske var mere bløde, nu bliver hårde og koldblodige.

Psykologisk terror
"Platoon" er primært en psykologisk krigsfilm og ingen hårdkogt effektfilm. Oliver Stone viser dygtig personinstruktion: Alle skuespillerne udstråler en høj grad af indlevelse. Som det gennemgående musikalske tema har man valgt Samuel Barbers smukt sørgelige "Adagio for Strings", dog i denne blodige filmiske sammenhæng ikke det bedste match. Musikken, der i forvejen er fortærsket, bliver ganske enkelt brugt alt for meget.
 

Totalt mørke

Det meste af filmens første time foregår i et næsten totalt mørke, og det kan være svært helt at følge med. Senere kommer lyset dog tilbage, og handlingen bliver følgelig mere intens og farverig.

Indbyrdes nervekrig
"Platoon" omhandler ligeså meget soldaternes indbyrdes nervekrig som selve krigens klamkolde død. Det er ikke en decideret uhyggelig filmoplevelse. Skildringen koncentrerer sig klogt om en række mænds skræk for og reaktioner på det umenneskelige – dødsinfernoet.
 

Brutale mord

Hvad, der til gengæld kan kaldes uhyggeligt, er, når soldaterne går amok og ikke længere kan kontrollere deres frustrationer, hvilket resulterer i særdeles brutale mord.

Vellykket Vietnamkrigs-film
Det er ikke helt let at dreje en vellykket Vietnamkrigs-film, men Oliver Stone har fundet opskriften. Mange andre film om krigen omhandler i meget høj grad veteranernes psykiske kvaler hjemme i USA flere år efter krigen, og det har en tendens til at blive både vammelt og utroværdigt.