Peter Hujar's Day (2025)

Hvis du er til intime kammerspil på film, der – næsten – ligeså godt kunne have været et tv-optaget teaterstykke… og som udelukkende er substantiel som følge af en uendelig talestrøm mellem to mennesker (der medvirker kun to skuespillere), så "spær ørerne op" og læn dig tilbage til tålelige en time og et kvarter i selskab med altid intimt iscenesættende Ira Sachs Keep the Lights On (2012), Little Men (2016), Passages (2023).

Kræver forudgående kendskab

“Peter Hujar’s Day” er en af de slags film, du ikke bare kan tage chancen med en premieretorsdag eftermiddag i en kunstbiograf nær dig. Filmen kræver indgående forudkendskab til det biografiske materiale, den portrætter gennem sine uophørlige interviewseancer.

Ingen forudgående forklaring

Ingen forudgående eller løbende forklaring, altså – på godt og ondt. Kun begivenhedernes gang fortæller os, at det drejer sig om portrætfotografen Peter Hujar (1934-87, gestaltet af Ben Whishaw).

Intime 1970'er-looks

I intime (og selvsagt 16mm-optagede) 1970’er-looks – og velvalgt helt uden underlægningsmusik – vrider (en doseret velspillende) Ben Whishaw sig foran kameraet i forskellige smøgrygende, denimklædte positurer, mens han genfortæller sladder og lignende fra sin tid med kendisser, herunder navne som William Burroughs, Allen Ginsberg og Susan Sontag. Imens lytter forfatteren Linda Rosenkrantz (Rebecca Hall) beredvilligt og optager samtidig det hele på bånd.

Kræver tålmodighed

Selv Woody Allen må vride sig i misundelse over niveauet og mængden af snak i denne lillebitte film. Det kræver sin tålmodighed og et som minimum forhånds-googlet tjek på stoffet – og faktisk også en kærlighed til teater – at elske Ira Sachs' intimportræt. Der opstår tiltrængte atmosfæriske perspektiver, når interviewparret afbryder de lange stueseancer og fx fortsætter snakken på et tag med udsigt over New York.