Short Term 12 (2013)

Temmelig flad amerikansk indiefilm, der så ganske udtalt smører problemerne med bred pensel, at det bliver temmelig ynkeligt at betragte. "Short Term 12", der har lagt verden ned i begejstring, savner psykologisk tæft og havner i uklædelig melodramatik, der mere end noget andet opleves som villet.

Den unge Grace (hvad skulle hun ellers hedde, hun, der er så opopfrende) er ansat på en institution for børn og unge med særlige behov og udfordringer. Det kan fx være en hysterisk udadreagerende dreng, der skal aes kærligt, før han igen falder til ro. Eller en up yours-attitude-teenpige, der nok bløder op med lidt særlig pædagogisk tilgang, hvis hun da ikke forinden er forblødt af sin hang til selvskade.

Men det er ikke kun blandt de "indsatte", som Grace (Brie Larson) er udfordret. Også i samværet med kollegaen Mason (John Gallagher Jr.) – der samtidig er hendes boyfriend – er der knas i maskineriet. De to har ikke skibsbriksdikkedikket i over ni døgn, erfarer vi... så der må være noget, der skal bearbejdes. Måske er det bare ikke ret let at løse parforholdets knaster, når arbejdslivet er kaos til langt op over begge de brune øjne...

"Short Term 12" vil så gerne bringe budskaberne troværdigt til live, men falder – ganske vist næsten lydløst, i og med at fortællingen foregår i sneglefart – i det overfortaltes mergelgrav med et plask større end fra en flommet flodhest i svømmehallen. Det er faktisk temmelig grumt at bevidne, for denne villen og higen efter (indie-)opmærksomhed rammer lige præcis det "sweetspot", som forstillelse er gjort af.

Således hele tiden lige et hak ved siden af det (op)rigtige efterlader Destin Daniel Crettons diagnosedrama et indtryk, hvor det undrer, at så mange kritikere og tilskuere så betingelsesløst er faldet for "fristelsen".