Devil (2010)

En noget fesen og mærkværdigt usleben gyser fra den ellers svært duelige genreinstruktør af bl.a. Quarantine (2008) og As Above, So Below (2014), John Erick Dowdle. "Devil" er bekostet, stjernebesat både bag og foran kameret – og ypperligt professionelt velsmurt, men spænding og (for)løsning udebliver.

Ufrivilligt elevatorklemte

I en enorm skyskraber fanges en gruppe amerikanere yderst ufrivilligt i en elevator. Hjælpen skulle være på vej, men det er ikke meget værd – for snart viser det sig, at der sker mærkværdige ting i den lille kabine.

Ud af det blå...

Først får en kvinde ud af det blå et mærkeligt blodigt sår på ryggen, hernæst ligger en jakkesætsklædt fyr død på gulvet! Hvad bliver det næste? Snart er politiet på sagen, men radiokommunikationen knaser, og videokameraet flimrer...

Umiddelbar spændingsopbygning

Med det lækre på-hovedet-vendte anslag og en ret fin umiddelbar spændingsopbygning lægger "Devil" fint fra land. Det fornemmes, at noget ret finurligt kan være under opsejling, også med indtoget af stjerner som Chris Messina og Bokeem Woodbine.

Kortvarig fascination

Men fascinationen bliver kortvarig, og det er således en lettelse, at spilletiden (uden sluttekster) kun er på en time og ti minutter. De mange intriger og tiltagende overnaturlige krumspring i elevatorkabinen fungerer nemlig meget lidt troværdigt.

Ambitiøs, men...

Tilbage blinker et stort spørgsmålstegn i en umiddelbart meget ambitiøs gyserfilm, der er både skrevet (historie) og produceret af ingen ringere end M. Night Shyamalan: Hvad er det overhovedet, "Devil" vil – og hvorfor er den så mærkværdigt og uforklatret afkortet?

Stjæler scenen

Den brovtende, men rytmisk eklatante og velkomponerede underlægningsmusik stjæler ofte scenen, når der brages allermest derudad. Pænt, men glat skuespil af de mange dygtige spillere.