As Above, So Below (2014)

    En gruppe unge eventyrere trodser alle farer og søger hidtil ukendte veje i katakomberne under Paris. Men dybet gemmer på ubehagelige overraskelser.


    »URFRYGT INDRAMMET«

    Som med det skæve og grynede "VHS-seriemordergys" The Poughkeepsie Tapes (2007) viser instruktør John Erick Dowdle hér, at han har evnerne til at forny og raffinere gysergenren, så de små hår får lov at stritte i lidt andre retninger end sædvanligt.

     

     

     

     

    "As Above, So Below" er en uhyre velfortalt og samtidig skæbnesvanger gyser, der primært foregår under Paris' gader – nærmere bestemt i de mørke, fugtige og endeløse katakomber, som Dowdles filmhold af bystyret hér som de første fik lov til at optage i.

    I disse katakomber gemmer der sig efter sigende hidtil ukendte, blændede tunnelsystemer – og en stor skat med masser af guld. Det har den energisk-ihærdige eventyrer og arkæolog Scarlett (Perdita Weeks) i hvert fald fundet frem til via oldgamle kilder.

     

    Nu har hun overtalt sin gamle ven George (Ben Feldman), fotografen Benji (Edwin Hodge) og et par parisiske undergrundseventyrere til at rejse med ned i det ukendte, hvor kameraets lampe og pandelygterne udgør eneste lyskilder. Nede i dybet venter både labyrintiske udfordringer, men også en række overraskelser, der skal vise sig endog særdseles dødbringende...

     

     

     

     

    Der er bestemt en række lidt outrerede overdrivelser, der fremmer forståelsen i Dowdles håndholdte helvede af en "hjemmevideofilmet" gyser. Det bliver tydeligt, efterhånden som hallucinationer begynder at inficere fornuften mellem mystiske lyde i det absolutte mørke. Men først og fremmest lykkes "As Above, So Below" uhyre flot i sit forehavende med at indramme nærved enhver urfrygt, klaustrofobi, mørkeangst og angsten for angsten. Det hele personificeret i desperate lyskegler på nærved endeløse mørke baggrunde, efterhånden som de både smalle, lavloftede og nedstyrtningstruede skakter, gange, brønde og passager forceres.

    Det er slet og ret hamrende uhyggeligt, og du kan med sikkerhed forvente mindst et par helt overvældende jumpscares. I det fuldstændigt plumpt fortættede, jordslåede og rædselsvækkende undergrundsmørke står også ærlighedens lyddesign som en markant virkningsfuld medspiller.

     

    Frygten er hér forstærket både gennem mystisk svag buldren, men også elementer i handlingen træder til med originale (lyd)indfald, blandt andet da vores gruppe opdager et okkult kvindekor, der barbrystede synger flerstemmigt i en af korridorerne kun oplyst af en serie fyrfadslys. Skuespillerne lever sig fuldt og helt ind i det skræmmende og det klaustrofobiske. Særligt er Perdita Weeks overbevisende som den overenergiske Scarlett, men alle er i grunden funklende. Flere steder har John Erick Dowdle helt tydeligt moret sig med at krydsreferere til Indiana Jones-universet.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2014, USA, Gyser, Thriller, Mystik, Eventyr, Teenagere, 93 min.

    Dansk titel: As Above, So Below
    Instr: John Erick Dowdle Prod: Patrick Aiello, Drew Dowdle, Jon Jashni, Thomas Tull Manus: John Erick Dowdle, Drew Dowdle Foto: Léo Hinstin Klip: Elliot Greenberg Mus: Keefus Ciancia