Requiem (2006)

Hvis du tror, at film om djævleuddrivelse ikke er noget for dig, så er her alletiders anledning til at udfordre denne antagelse. Hans-Christian Schmids "Requiem" er nemlig meget langt fra at være en fantastisk/overnaturlig beretning i klassisk genreforstand.

Djævelen i egen høje person?

Førsteårs-universitetsstuderende Michaela Klingler (Sandra Hüller) lider af epilepsi, men et meget voldsomt anfald får hende til at tro, at der er mere på spil. Kan det være djævelen i egen høje person, der melder sig – og er hendes vanvid måske direkte afledt af den yderst strenge religiøse opvækst?

En mor uden kærlighed i livet

Sandras medstuderende kan kun se undrende til, mens de hjælper efter bedste evne. Anderledes reserveret forholder det sig med hendes forældre, hvor særligt moren (Imogen Kogge) er den onde... Hende, der aldrig har vist datteren den mindste smule kærlighed.

Hjernevaskende vanvid

Hvis "Requiem" skal opfattes som en eksorcisme-gyser, skjuler den det godt. Snarere opleves dét iskolde og bibelsk hjernevaskende vanvid, som Sandra har været underkastet i hele sin opvækst, som kilden til anfaldene. Og filmen er heller ikke videre interesseret i at gå ned ad stien, hvor præster står i kø for at messe ondskaben ud af kroppen på den unge kvinde.

Ekstra klaustrofobisk

I den ordknappe, stilistisk knappe og 1970'er-tidsbilledegrå indpakning står "Requiem" ekstra klaustrofobisk, forstærket yderligere af det (næsten) totale fravalg af underlægningsmusik – et par popsange bryder dette.

Spiller sjælen ud

Debuterende Sandra Hüller spiller bogstaveligt talt sjælen ud i den krævende hovedrolle og vandt fortjent skuespillerprisen ved filmfestivalen i Berlin. Også hendes forældre spilles med klamsvedt akkuratesse af hhv. Burghart Klaussner og Imogen Kogge.