Requiem (2006)

    En ung kvinde lider af epilepsi. Men et ekstremt anfald peger på, at hendes strengt religiøse opvækst kan spille ind.


    »DJÆVELEN I RELIGIØS SPÆNDETRØJE«

    Hvis du tror, at film om djævleuddrivelse ikke er noget for dig, så er her alletiders anledning til at udfordre denne antagelse. Hans-Christian Schmids "Requiem" er nemlig meget langt fra at være en fantastisk/overnaturlig beretning i klassisk genreforstand.

     

    Førsteårsuniversitetsstuderende Michaela Klingler (Sandra Hüller) lider af epilepsi, men et ekstraordinært voldsomt anfald får hende til at tro, at der er mere på spil. Kan det være djævelen i egen høje person, der melder sig – og er hendes vanvid måske direkte afledt af den yderst strenge religiøse opvækst? Sandras medstuderende kan kun se undrende til, mens de hjælper efter bedste evne. Anderledes reserveret forholder det sig med hendes forældre, hvor særligt moren (Imogen Kogge) er den onde... Hende, der aldrig har vist datteren den mindste smule kærlighed.

     

     

     

     

    Hvis "Requiem" skal opfattes som en eksorcismegyser, skjuler den det godt. Snarere opleves dét iskolde og bibelsk hjernevaskende vanvid, som Sandra har været underkastet i hele sin opvækst, som kilden til anfaldene. Og filmen er heller ikke videre interesseret i at gå ned ad stien, hvor præster står i kø for at messe ondskaben ud af kroppen på den unge kvinde. I den stilistisk knappe og 1970'er-tidsbilledegrå indpakning står "Requiem" ekstra klaustrofobisk.

    Debuterende Sandra Hüller spiller bogstaveligt talt sjælen ud i den krævende hovedrolle og vandt fortjent skuespillerprisen ved filmfestivalen i Berlin. Også hendes forældre spilles med klamsvedt akkuratesse af hhv. Burghart Klaussner og Imogen Kogge.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2006, Tyskland, Drama, Psykologisk drama, Gyser, Teenagere, Bjerge på film, Biler på film, Tog på film, 93 min.

    Dansk titel: Requiem
    Instr: Hans-Christian Schmid Prod: Hans-Christian Schmid Manus: Bernd Lange Foto: Bogumil Godfrejów Klip: Bernd Schlegel, Hansjörg Weißbrich
    Priser
    • BERLIN - Silver Berlin Bear (Hüller)
    • BERLIN - FIPRESCI Prize
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering