The Station Agent (2003)

Der sker absolut ikke ret meget i Tom McCarthys (Win Win (2011), Spotlight (2015)) selvforfattede komediedrama om den væksthæmmede tognørd Finbar (Peter Dinklage), der arver en gammel stationsbygning på landet.

Skæve situationer og personligheder

Og det er netop en af de centrale forcer ved filmoplevelsen, at den tager sig tid til de enkelte skæve situationer og personligheder – ført an af den til stadighed voksenmobbede Finbar, der stort set uden at blinke gør dét, han er bedst til: At studere tog.

Mindre helstøbt

Manuskriptets (og musikunderlægningens stemningsdikterende) svinkeærinder ind og ud af diverse venskaber og potentielle kærester er mindre helstøbt formidlet, men der bor stadig rigelig med nuttet afrundet bittersødme i de forskellige betragtninger på, "at en væksthæmmet mand skam også er en slags menneske".

Glimt i øjet

Dette sagt med samme glimt i øjet, som Tom McCarthy har skrevet det, og som Peter Dinklage så fint gestalter det. I en præstation uden udsving formidler Dinklage Finbar: Den meget ordknappe og tilsvarende (af omstændighederne formede) sammenbidte mand.

Yderst umage venskab

Det yderst umage og lidet troværdige (tvungne) venskab med den speedsnakkende kaffesælger Joe (Bobby Cannavale) er ikke filmens mest geniale træk. Til gengæld bidrager Patricia Clarkson med en meget fin birollepræstation som den (følelsesmæssigt) forvirrede Olivia.

Hverdagens små spidsfindigheder

Der bliver ikke levnet ret meget plads til tognørderierne – et handlingselement, der sagtens kunne have været fremelsket. Fokus er næsten udelukkende på hverdagens små spidsfindigheder. Når replikkerne rammer plet, er det med stor indsigt og raffinement.