Spotlight (2015)

Den dobbelte Oscar-vinder "Spotlight" genfortæller forbilledligt det virkelige livs omfattende pædofilisag i den katolske kirke, sådan som journalisterne på Boston Globe afdækkede den i starten af 2000’erne. Fortalt i et roligt og afventende tempo opnås en virkningsfuld kontrast til det højintense arbejde med at få samlet brikkerne. Hvis de på avisen regnede med en god håndfuld mulige seksualforbrydere, bliver de snart både overraskede og chokerede.

Snart står det nemlig klart, at der alene i Boston er op imod 100 katolske præster, der kan have forgrebet sig på børn. En næsten uoverkommelig opgave, særligt når man også skal træde uhyre varsomt i omgangen med den magtfulde kirke og alle dens mæcener...

En mindre hær af knalddygtige skuespillere sørger for den gennemtroværdige formidling af det på én gang journalistisk og eksistentielt højintense arbejde. Anført af en velspillende Mark Ruffalo og med markante birollepræstationer fra blandt andre Michael Keaton, Rachel McAdams, Liev Schreiber og Stanley Tucci. Bedst lykkes det for Liev Schreiber som den – tilsyneladende – helt rolige Marty Baron.
 

På lydsiden er "Spotlight" behageligt underbelastet, og rigtig mange scener får lov at stå helt alene, uden underlægninghsmusik. Dramaet har nok intensitet i sig selv, og det er godt set af den dygtige instruktør Tom McCarthy. Således er det en fornøjelse at følge journalisternes flertydige kamp – ikke mindst mod uret – i de indledende ahaoplevelser i mødet med pædofiliskandalen. Det er en filmisk bemærkelsesværdig bedrift med en så konstant spænding baseret på et tema uden de store variationer. Spændingskurven er selvfølgelig til at få øje på, og enhver ønsker sammen med journalisterne, at sandheden må komme frem, før det går ud over endnu flere børn.

Den konstante spænding opstår i høj grad indefra og som følge af nævnte kontrast mellem indre højspænding og ydre stoisk ro. Med andre ord en lang række begavede til- og fravalg, der fungerer optimalt i de allermest dramatiske scener.