Punch-Drunk Love (2002)

Mellem Magnolia (1999) og There Will Be Blood (2007) udkom altid skævladne Paul Thomas Anderson med denne multifaceteret anderledes romcom. "Punch-Drunk-Love" giver komikeren Adam Sandler en chance for at brænde igennem i en mere nuanceret rolle, men der er desværre ikke meget i Andersons film, der serveres gnidningsfrit – heller ikke "Sandler-tricket".

Sandler er den socialt frustrerede californier Barry Egan, der en dag beslutter sig for at ringe til en telefonsexlinje. Han er dum nok til at videregive samtlige personlige data, herunder cpr-nummer, kreditkortnummer og fuldt navn og adresse. Dét skal vise sig at give bagslag, og Barry kan hermed meget vel samtidig ødelægge dén romance, han ellers var ved at have kørt i stilling med den hemmelighedsfulde Lena (Emily Watson).

"Punch-Drunk-Love" er desværre et rigtig godt eksempel på en bittersød amerikansk genreblanding, hvori skævheden går skævt af sig selv og de mange spøjse indfald, som Paul Thomas Anderson altid er garant for. Adam Sandler griber muligheden for at vokse med dramaet, men overspiller ofte. Samtidig indgår det farverige birollegalleri (mest signifikant krydret af en lidt vel bette optræden af Philip Seymour Hoffman) uden ret meget gennemslagskraft.

Det, der til gengæld har (meget negativ) gennemslagskraft, er den helt uhørt anmassende og konstante, støjende, kontralogiske, handlingsoverstregende underlægningsmusik! Det var godt set af juryen i The Stinkers Bad Movies at nominere "Punch-Drunk-Love" i kategorien "Most Intrusive Musical Score"... for Jon Brions musik er godt nok fatalt ødelæggende for filmoplevelsen. Når der endelig opstår (kortere) pauser fra musikken, vokser udstrålingen og indlevelsen i handlingen markant. 

Generelt rigtig flot og lysstærkt fotograferet af Robert Elswit (The River Wild (1994), The Town (2010), Nightcrawler (2014)), men de visuelle kvaliteter bliver næsten helt og holdent overtrumfet af filmens lydmæssige voldtægt og af det skæve, der kører af sporet.