Tales from the Gimli Hospital (1988)

    To børn får af deres islandske bedstemor genfortalt en aparte historie om ensomme Einar og hans ven Gunnar.


    »UDEN SAMMENLIGNING...«

    Dette canadiske stykke sort/hvide, 16 mm-filmede mystik er en omkuldvæltende alternativ filmoplevelse, som med garanti ikke alene deler vandene, men også er ustruktureret, at der kræves en tilskuer af den lidt mere hærdede karat.

     

    "Tales from the Gimli Hospital" er instruktør, manusforfatter, fotograf og klipper Guy Maddins i grunden enestående groteske fabel, der i vid udstrækning låner både stemninger, genrer, stilelementer og fascinationer fra en lang række filmhistorisk vidt forskellige grene og personer. Døm selv, hvor filmverdenerne krydser hinanden – og dét er vel at mærke i en filmoplevelse, der ikke tåler sammenligning med noget andet, du tidligere har set.

     

    "Handlingen" er reelt en "islandsk saga" – i hvert fald bliver historien om ensomme Einar (Kyle McCulloch) og hans sygekammerat Gunnar (Michael Gottli) genfortalt til to børn af deres bedstemor på Gimli-hospitalet: Børnenes mor ligger døende i sengen lige ved siden af. Einar og Gunnar ligger selv i meget alternative sygesenge, nærmere bestemt på hårde brædder med hul ned til en kreaturstald, så lidt varme kan sive op fra dyrene til de to patienter...

     

     

     

     

    I en udtalt legelysten og filmisk grænseløs omgang med mediet og alle dets simpleste virkemidler evner Guy Maddin at indkapsle noget både absurd, galgenhumoristisk og gravalvorligt i den springende, højspændte dramatik, der mest af alt lever i de blændende sort/hvide billeder og deres lyssætning.

    Hér er drømmene intakte, samtidig med, at det uafklarede i fortællingens æterisk sværmende stil fascinerer, snarere end forvirrer – en bedrift i sig selv. Også på lydsiden er der hele tiden bevægelse og dynamik i en musik, der blander alle mulige retninger, hvor det mest af alt kommer til at lyde som et Wagnerværk spillet baglæns.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1988, Canada, Mystik, Drama, Gyser, Fantasi, Børn på film, Komedie, 72 min.

    Dansk titel: Tales from the Gimli Hospital
    Instr: Guy Maddin Prod: Greg Klymkiw, Stephen Snyder Manus: Guy Maddin Foto: Guy Maddin Klip: Guy Maddin