Hjemve (2007)

    En nøgen mand er set på den lokale rådhusplads, og den lille by er på den anden ende i evige mistanker og frustrationer.


    KOLLEKTIVT KAOS

    Mellem sine internationale gennembrudsfilm vendte Lone Scherfig tilbage til Danmark med denne sart melankolske komedie om kærlighed og afsavn i et lille samfund.
     

    På den anden ende

    Det er historien om en mindre by, der er på den anden ende, efter en nøgen mand angiveligt er set vandre omkring på rådhuspladsen. En anonym rådgivningslinje skal få borgerne til at åbne for posen – og måske i sidste ende finde frem til den hemmelighedsfulde blotter.

    Begær og afsavn
    Dette lidt tynde plot er den røde tråd i en film, der kredser om kærlighed, begær og afsavn hos forskellige aparte personer – fra den ignorante kommunaldame over den liderlige fiduskunstner til den (snart frigjorte) sekterisk religiøse kvinde. Det kommer der i sagens natur en række spøjse scener med ligeså underfundige replikker ud af, og hér spiller det følte skuespil en afgørende rolle.

    Melokomedie
    Men langt ud over det forventeligt melokomiske lykkes "Hjemve" ikke – hertil er det farverige persongalleri og den provinsielle humor for genkendelig i en dansk genrekontekst. Blandt skuespillerne brænder særligt Lars Kaalunds humane apoteker, Peter Hesse Overgaards gennemført slibrige kunstnertype og Mia Lyhnes dumkvikke tøjekspedient igennem.

     

    Elegant billedsprog

    Men også Bodil Jørgensen rammer dagen – det gør hun som oftest – i rollen som den svært glade og negligerede, kunstneriske kommunaldame Myrtle. I et elegant billedsprog indfanges en række fine stemninger. Musikken holder sig som oftest behageligt i baggrunden.

     

    Pressen skrev...
    "Lone Scherfig lever ikke op til sin standard med sin nye film. "Hjemve" rykker ikke" // "Lone Schefig har med "Hjemve" lavet en munter og venlig film" // "Stilsikre Lone Scherfig og lune Niels Hausgaard har lavet en karikeret film om provinsen, der minder om et bizart afsnit af Postmand Per. Fredelig, logrende og ulidelig" // "Mangler fundamentalt set en god historie" // "Lone Scherfig spreder mildt anarki i provinsen med sin – og Niels Hausgaards – lune og muntre allegori over et hæmmet folkefærd" // "Tam historiefortælling" // "Der er ikke rigtig noget at genkende i Lone Scherfigs nye film. Og slet ikke noget at le ad" // "Der er lyse øjeblikke fra især de kvindelige skuespillere, men ellers skuffer det pointefattige eksperiment fra Lone Scherfig og Niels Hausgaard" samt "Ny høhø-film fra Lone Scherfig og Niels Hausgaard bliver først interessant, da den holder op med at være hyggebøvet folkekomedie for symbolanalytikere". ** stjerner i Morten Piils Gyldendals Danske Filmguide.


    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026