Det begyndte med Mathilde (1978)

    Historien om Danmarks første kvindesagsforkæmper, der opnåede små sejre, inden hun døde i 1872, 41 år gammel.


    »I KVINDESAGENS TJENESTE«

    Tung og stiv DR-produktion, der slår sig op som "en dokumentarisk fiktion" og med Berthe Qvistgaards rigsdanske fortællerstemme fører os ind i en tid, hvor en dansk kvinde kendte sin plads... sådan da!

     

    Ideen er fin – og kræfterne bag stærke: Tv-filmen er fotograferet af Mikael Salomon, klippet af Janus Billeskov Jansen og har en række af samtidens fine skuespillere i små og store roller.

     

    Anne Birch udfylder hovedrollen som Mathilde Fibiger (1830-72), der allerede som kvindesagskæmpende 19-årig – stik imod tidens forstokkede syn på kvinder – lykkes med at udgive sin første roman... og får hug for den i pressen.

     

    Birch var 31, da hun spillede 19-årig(!), og dét er i sig selv helt ude af proportioner. Omvendt forekommer det skæbnesvangert, at Birch selv på tragisk vis døde som 40-årig – og hér i tv-filmen spiller en kvinde, der dør som 41-årig.

     

     

     

     

    Ikke meget i instruktør Hans Engbergs iscenesættelse efterlader ret stort indtryk. Et plus er det dog, at handlingen i vid udstrækning er rykket fra tv-teaterstudierne og ud i det virkelige livs årstider – efter de lidt billige omstændighder optimalt udnyttet af fotograf Mikael Salomon.

    Skuespillet opnår aldrig tænding, og heraf blegner også situationerne og den historiske kontekst. Som musikalsk underlægning har man i rigelige mål (ukrediteret) anvendt Rossini/Respighis smægtende toner.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026