Ullabella (1961)
14-årige Ulla er forelsket i sin lærer. Hun spiller op til ham, får en lussing – og helvede er løs.
»LILLE PIGE, HVAD NU?«
Sprød lille debutfilm fra Ole Walbom, der tre år forinden havde drejet en tv-teaterfilm for Danmarks Radio med samme titel, men med Suzanne Bech som Ulla og Kjeld Jacobsen som lærer Lysgaard.
"Ullabella" vil hér i starten af 1960'erne tydeligvis gerne være en del af "den danske nybølge", hvorfor den rent stilistisk er drejet over en både laber sort/hvid filmrulle – med få, men fine indragelser af københavnerlocations – men også har en vægtig dramatisk tyngde.
Samtidens kritikere var bestemt ikke vilde med Walboms filmatisering af Henning Kehlers skuespil. I starten af 1960'erne gav det slet ingen mening at skabe en hel spillefilm baseret på en enkelt "ubetydelig" lussings anatomi og sociale følger. Ulla (Gitte Hænning) er 14 år gammel og flirter med sin lærer. Han gengælder ikke hendes følelser, men hun spiller alligevel så meget op til ham i skolegården, at hun får den famøse lussing... og så er helvede løs.
Hjemme i det jævne murerhjem (en lille ussel københavnerlejlighed) vil hr. Jensen (Karl Stegger) ikke finde sig i noget. Så der gøres en sag ud af lussingen, og lærer Lysgaard (Jens Østerholm) kan formodentlig se frem til en afskedigelse. Imens fortsætter Ulla sin flirt uden at være i stand til at konsekvensberegne.
Mere end noget andet er "Ullabella" bemærkelsesværdig som følge af Gitte Hænnings decideret blændende titelrollepræstation. At kunne træde ind foran kameraet som 15-årig og agere så forførende, seksuelt, sensuelt og beregnende, at det decideret gnistrer, er svært fascinerende.
Blandt de etablerede skuespillere er det især værd at hæfte sig ved en skønt afdæmpet Sigrid Horne-Rasmussen som Ullas ekstremt kuede, ja endog latterliggjorte mor: Murerfaren har intet til overs for hende, men er til gengæld stolt af sin smukke datter: Det ydre har hun efter hans familie!
Karl Stegger er lige ved at ramme noget af det helt rigtige som den pilsnerdrikfældigt mavesure daddy, men han brager for meget frem. Purunge (og tilsvarende slanke) Benny Hansen debuterer – noget stift – som Ullas hånlige storebror.
Tyngden i fortællingen stiger i nogen grad filmen til hovedet og undergraver en del af det friske og forførende, som især rammerne og Gitte Hænning bygger op. Men der er absolut masser af små nuancer at gå på opdagelse i – i en dansk film, der vil noget andet end det almindelige.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1961, Danmark, Drama, Teenagere, Coming of Age, 98 min.
Dansk titel: Ullabella- Gitte Hænning (Ulla Jensen)
- Jens Østerholm (Axel Lysgaard)
- Sigrid Horne-Rasmussen (Fru Jensen)
- Karl Stegger (Hr. Jensen)
- Else-Marie Juul Hansen (Johanne Kirchhoff)
- Johannes Meyer (Overpræsident Rindum)
- Elith Pio (Stiftsprovst Billeskov)
- Peter Poulsen (Dr. Hansen)
- Benny Hansen (Valdemar Jensen)
- Gunnar Lemvigh (Hr. Bræstrup)
- Ole Larsen (Skoledirektør Svanholm)
- Bendt Rothe (Viceskoledirektør Larsen)
- Bjarne Forchammer (Borgmester Haar)
- Poul Thomsen (Vedinius)
- Ingolf David (Nysted)
- Henry Lohmann (Skolepedel)
- Ulla Pia (Kontordame)
- Henry Jessen (Arbejder)
- Kirsten Walther (Agnete Mørk)
- Hanne Tew (Doris)
- Bende Harris (Servitrice)
- Jens Due (Cafeteriagæst)
- Peer Guldbrandsen (Værtshusgæst)
- Helmer Hansen (Værtshusgæst)
- Ib Sørensen (Værtshusgæst)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation