Fiskerne (1977)

Danmarks Radio valgte i 1977 den helt rette mand til at sætte både Hans Kirks evigtgyldige debutroman og et stykke dansk udkants- og religionshistorie i svingninger. "Fiskerne" var den hidtil dyreste danske tv-produktion og var allerede hér i kritikernes ubarmhjertige søgelys.

Jens Ravn havde allerede bevist, at han på mange måder havde unikke visioner i dansk film, først med den helt igennem enestående debutfilm Manden der tænkte ting (1969) og siden med den fejende flotte, udtalt mørke Aksel Sandemose-filmatisering Tjærehandleren (1971).

Tv-filmatiseringen af "Fiskerne" kom til at fylde seks timelange episoder, der alle beskæftiger sig indgående med nordjyske fraktioner udi tro, håb og frustrationer i 1920'erne. Episoderne er hhv. 1. De hellige og præsten, 2. Velsignelse og straf, 3. Anton Knoppers krise, 4. Salige er de fattige, 5. Hellig og menneske og 6. Fællesskabet og Tabita.

Det er muligvis tungt stof for moderne tv-seere, men uanset, hvor dårlige erfaringer eller minder, der måtte ligge i mødet med Hans Kirks alt andet lige markante roman og filmatiseringen af den, så udgør "Fiskerne" stadig i dag en milepæl i dansk tv-dramatik og er uden tvivl rent teknisk på allerhøjeste niveau. Og den løb over skærmene et år før, Erik Balling kom med Matador (1978-82).

Det kan godt være, at alle delhandlinger og persontegninger ikke sidder lige i skabet, og henover halvvejs i miniserien er der nogle tendenser til lidt for hurtigt overståede sidehistorier. Men særligt de tre første episoder mestrer skildringerne af de indremissionsk forstokkede og deres møder med mere frisindede og moderne nordjyder. Allermest i Henrik Hegers fantastisk ambitiøse – og eminent lyssatte – fotografering, der indrammer hver en lille stue og hvert et spektakulært landskab eller vejrlig, som var det en skagensmalers svendestykke. Det er ganske enkelt blændende flot, og billedernes ambitionsniveau smitter af på scenografi og kostumedesign.

Værd at bemærke er også seriens afmålte lydbillede, der hylder fjordlivets egne lyde uden ret meget omsvøb. Hans-Erik Philips smukke hovedtema for bratsj og kammerorkester er reelt kun en faktor i starten og slutningen af episoderne, og musikken blev næsten en landeplage, da serien kørte på tv i 1977.

Skuespillet er virkelig solidt, men i de fleste større roller er der alligevel lidt for meget melodrama til at afrunde præstationerne til det decideret blomstrende. Ingen falder igennem, men vi skal helt ned i ret små biroller som blandt andre Otto Brandenburgs åndeligt forsmåede Laust Sand og Kai Holms gammelfar Martinus for at finde præstationer, der skiller sig særligt ud.