Staten Island (2009)

Denne stort set ukendte krimi fortjener et større publikum, både for sin temmelig gnidningsfri måde at flette skæbner sammen på, men også for fine, nuancerede skuespillerpræstationer og en raffineret portræthyldest af Staten Island, New York. Der er også komiske elementer i det sammenflettende manus, forfattet af instruktør James DeMonaco selv, men at kalde "Staten Island" for en komedie vil være en tilsnigelse.

Til at begynde med møder vi den kasserolleklippede gangstertype Parmie Tarzo (Vincent D'Onofrio). Han har ambitioner om endnu mere kriminalitet på øen, men hans håndlangere er vist ikke helt med på ideen.

Filmens anden historie kredser om den karrieretrætte kloakmand Sully Halverson (Ethan Hawke). Han er godt i gang med at begå sit livs største dumhed i forsøget på at få den perfekte baby med kæresten. Men måske er der hjælp at hente fra filmens tredje centrale personlighed. Her møder vi den døvstumme delikatessebestyrer Jasper Sabiano (Seymour Cassel). Han er led og ked af at være i klemme hos øens gangstere, og efter at have vundet en større sum penge på hestevæddeløb, får han en idé.

Det er således disse tre meget forskellige skæbner, der væves sammen i den både spidsfindige og situationskloge historie. Væsentligt for gennemslagskraften hér er stjernepræstationer særligt af Vincent D'Onofrio (grundlæggende en ubehjælpsom lille dreng med meget store kriminelle ambitioner) og Seymour Cassel (en sympatisk herre i sit livs efterår, hvis smil stivner, når han bliver sat i ubehagelige situationer.)

Filmens første halve times tid (hvor D'Onofrio brillerer) er klart den bedste: Her er der ro i ragnarokken, samtidig med at præsentationen af Staten Island emmer af det både stiliserede og uortodokse.

Lidt mindre elegant falder flere af de efterfølgende forviklinger, hvor nogle af situationerne er for langstrakte, hvis ikke decideret malplacerede. Men det er ikke noget, der slår filmen helt ud af kurs.