The Laundromat (2019)

Det hele ser både pjanket, pjattet og unødvendigt overkoloreret ud, når Steven Soderberghs Netflixkomedie markedsføres i trailere og billeder. Og det er da også netop dén bekymring, der umiddelbart synes at kunne bekræftes i filmens mystiske farveladeanslag, hvor Gary Oldman og Antonio Banderas' gebrokkenttalende forretningsmænd – talende direkte til kamearet – fører os ind i filmens finansielle forviklinger.

Men hov, så sker der meget hurtigt noget helt andet: Meryl Streep kommer på banen, og en "rigtig" handling skydes i gang. Ellen Martin (Streep) stiger om bord med sin mand på en turistbåd, der straks efter kæntrer – og en stor katastrofe er uundgåelig. På bagkant heraf oplever Ellen, at forsikringsselskaberne bag bådfirmaet meget effektivt lykkes med at ungå at tage ansvar. Det kræver en ganske ekstraordinær indsats af Ellen, hvis hun vil til bunds i de meget betændte selskabs- og personforviklinger, der i filmen tilsammen udgør dét netværk af svindel, der er baseret på virkelige hændelser (og bogen "Secrecy World".)

I udgangspunktet en komedie, men "The Laundromat" er så meget mere end spradebassede finansløjer. Det slår Steven Soderberghs velproportionerede multikarakter og -locationtilgang fast, allerede da Meryl Streep første gang indtager scenen. Herefter er udviklingen ligeså uforudsigelig, som den er dygtigt konstrueret, og flere overraskelser står på spring helt frem til allersidste scene.

Med en stjerneparade af de helt store ligger der alene i rollegalleriet en uudtømmelig underholdningsværdi, særligt fordi selv de mindste biroller trives i det finansielt eksistentielle kaos med rod i virkeligheden. Mange af skuespillerne har kun et kort øjeblik i situationer, der næsten kalder på både gråd og latter, for bag det farvestrålende hurlumhej gemmer der sig flere krimitwists, der er affødt som nødvendigheder, når nogen "ved for meget". "The Laundromat" er lækkert indrammet, som handlingen bevæger sig rundt igennem talrige locations.