Zombi 2 (1979)

Filmens italienske titel, "Zombi 2", er udelukkende et hjemligt mediestunt. Ovenpå succesen med amerikanske George A. Romeros Dawn of the Dead (1978) var det bare god markedsføring at kalde Lucio Fulcis helt selvstændige B-gyser for "2", men det var ikke noget, instruktøren selv var vild med.

Et bid eller to

De italiensk producerede absurditeter udspiller sig primært i New York, men mystiske hændelser med omvandrede døde bringer efterhånden en lille gruppe til en tropisk ø, hvor de forhåbentlig kan finde en eftersøgt mand. På øen er der dog så meget gang i zombieaktiviteten, at det bliver svært at sno sig udenom et bid eller to.

"Nuttede" zombier

Det er ikke svært at få øje på, hvad det er, der fascinerer mange ved Fulcis genregreb og medfølgende bevidst billigt udseende stil. Der er charme og fantasi over det kiksede filmblod og de store lunser af gråligt kød, der er så opløst, at det falder af i store kager ved den mindste berøring. Fulcis zombier er bestemt "nuttede".

Fantasien mangler

Til gengæld mangler fantasien og overblikket nærmest totalt i måden, "Zombi 2" er klippet sammen på – og i de jammerlige replikvekslinger i skuespil, der sjældent når over D-niveau. Underholdende er det således ikke engang at betragte det (delvist) bevidste makværk, idet tempoet er dødbringende stillestående, imens en skinger synthesizer-underlægning nærmest kræver ørepropper. Lidt saft opstår hen imod det famøse ø-klimaks.