Carnal Knowledge (1971)

Mike Nichols vovede sig her ud i et portræt af kødets saftige lyster, som oplevet gennem d'herrer Jonathan (Jack Nicholson) og Sandy (Art Garfunkel). I filmens start skal de endnu forestille at være unge universitetsstuderende (et af filmens hovedproblemer), og vi følger dem herefter gennem tiår af kvaler med kvindekønnet (uden at de ældes synligt.)

Der lægges ud med udtalt f(n)is og ballade, når de midaldrende udseende venner beretter for hinanden, hvordan de kunne forestille sig at dikkedikke med diverse smækkert udseende duller. Alle vejkurver og gletscherspalter rundes i dén henseende kreativt.

Jonathan er den erfarne kvindebedårer, der forsøger at lære nogle af sine tricks fra sig til den nervøse krøltop Sandy. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det lykkes dem begge at score – men er der alligevel ikke kvindegrønnere rundt om næste hjørne?

"Carnal Knowledge" lægger udtværet gammeldags og gumpetungt ud. Her er der ikke meget schwung over hverken pattejokes eller vennernes mere eller mindre frivillige fælles flirt med (den kedeligt serverede) Susan.

Faktisk skal vi helt hen til Ann-Margrets indtræden i handlingen, før der begynder at ske ting og sager. Men så ændrer filmen også karakter fra lalleglad overflade til langt mere nuanceret parforholdsprøvelse, som oplevet gennem Jonathans betændte forhold til Bobbie (Ann-Margret).

Hér funkler spillet, fordi Ann-Margret i dén grad byder op til dans med Nicholson (hun vandt da også en Golden Globe og nomineredes til en Oscar for denne blændende birollepræstation). Mange af deres scener sammen er både vittige, søde, melankolske – og senere højdramatiske.

Art Garfunkels Sandyrolle er langt mere en birolle, men han behersker flot det fjoget umodne, så det ikke kammer over i farce – hvad der ellers er risikoen i filmens start. Lækkert indrammet i Giuseppe Rotunnos æstetiserede 1970'er-fotografering.