Lizzie (2018)

Dette baseret på virkelige hændelser-drama faldt underligt nok ikke rigtig i hverken publikum eller anmeldernes smag: "Lizzie" modtog generelt lunkne anmeldelser, da den ramte lærrederne i 2018. Men filmen er faktisk både afmålt, insisterende og medrivende, hvilket især kommer til udtryk i decideret blændende skuespil.

I en overklassefamilie i 1892 forsøger unge Lizzie Borden (Chloë Sevigny) desperat at navigere i en hverdag præget af had og fornedrelse. Hendes far tvinger hende gang på gang i knæ med hån og latterliggørelse, og hans magt synes umulig at knække. Men der er noget i gærde, og det bliver for alvor vakt til live, efter at faren som en straf ovenpå en simpel "forseelse" halshugger Lizzies duer.

Filmen er et ret overbevisende eksempel på "tæmmet vildskab": Stilen er i vid udstrækning pulsnær og autentisk, indrammet af en dybt troværdig scenografi og et magesløst kostumedesign. Men det er primært i skuespillet, at "Lizzie" tager sine kegler. Chloë Sevigny er næppe nogensinde set bedre i en hovedrolle, der fordrer lige dele fortrængning og udladning – og som lyser af dyb og smertefuld indlevelse.

Det står hurtigt klart, at Lizzie sender mere end simple skjulte blikke til tjenestepigen Bridget Sullivan (Kristen Stewart), og måske kan de to bygge videre på deres flirt, så længe de formår at skjule det fra Lizzies far, der selv tager sig den "frihed" at entre tjenestepigens karlekammer, når behovet opstår.

Her er Kristen Stewart meget troværdig og fuld af tvangshæmmede følelser som Bridget, ligesom Jamey Sheridan leverer et helt igennem ætsende ubehageligt portræt af faren, hvis ondskab synes uudtømmelig. I en birolle som den beregnende "onkel" John funkler Denis O'Hara – især i én scene, hvor han ypperligt nedladende går helt op i flæsket på sagesløse Lizzie. Tidsbilledet og den fortættede, ofte sorte stemning kunne ikke have været ønsket meget bedre formidlet.