Opbrud (1988)

Ledte du efter:

Opbrud (2005)

Et af 1980’ernes største danske biografflop var denne mærkværdigt konglomeriske og udtalt stillestående komediekrimidrama-roadmovie, udtænkt af instruktøren Claus Ploug og (manuskript)forfatteren Morten Sabroe.

Det er i grove træk historien om en ung mandlig rebel, der stjæler en taxa, samler en kunde op og kører ham gennem de danske landskaber til Aalborg. Undervejs støder der en utilpasset kvinde til. De to mænd binder til sidst en slags venskab på trods af stor forskellighed.
 

"Opbrud" er mest af alt et lyrisk eksperiment med en selvdestruktiv klods om benet. For alle potentielt gode kræfter bremses af den absurd langsommelige fortællestil, der ovenikøbet ikke giver mening. Det kunne den ganske givet have gjort, hvis ikke historien havde været så ubestemmeligt flakkende og heraf uvedkommende. Det viser sig i hvert fald meget vanskeligt at blive grebet af parløbet mellem Kim Jansson og Claus Strandberg, selvom deres færd gennem landet er flot fotograferet af Henrik Heger.

Filmen har ikke ret meget dialog, men når den opstår, er den knap og akavet og ligger ikke naturligt for skuespillerne. Heraf opfattes den også i høj grad som konstrueret. Det bliver ovenikøbet pålagt taxakunden (Claus Strandberg) ikke at svare, når han bliver spurgt. Eller i hvert fald lade der gå meget lang tid. På den måde får vi strakt det langtrukne endnu videre.

Elith Nulle Nykjærs mundharmonikaunderlægningsmusik optræder yderst sparsomt, og det er en af filmens få forcer, at lydbilledet er så stringent hele vejen igennem. Vi hører sågar fuglefløjt i slutscenen! Men helhedsindtrykket af denne, Claus Plougs foreløbig sidste spillefilm, er ikke jublende. Snarere sidder en undren i kroppen, men også en følelse af tabt potentiale.