Neighbors (1981)

Nabostridigheder har altid været godt mainstreamstof på film. Herhjemme blev emnet sat på spidsen af Ebbe Rode og John Price i Naboerne (1966), og i Hollywood forsøgte man sig – med begrænset held – bl.a. med to film om Gnavne gamle mænd (1993), der satte de aldrende stjerner Walter Matthau og Jack Lemmon sammen.

Belushis sidste film

"Neighbors", der desværre blev komikertalentet John Belushis sidste film, inden han døde af en overdosis som 33-årig, er på mange måder nabogenren sat på syrespidsen. Og det er faktisk langt mere velfungerende, end man umiddelbart skulle tro.

Ombytning af typer

Et andet finurligt greb er ombytningen af typer – noget, John Belushi og hans komiske modspiller Dan Aykroyd fandt på i startprocessen: Nu blev det således Belushi, der spiller den stille, introverte og fredselskende Earl, mens Dan Aykroyd fik æren af at gestalte den hyperaktive, ustoppeligt overfriske og på alle måder outrerede (og med ekstremt spooky virkende effekt kontaklinsebærende) Vic.

Ekstreme forskelligheder

Mødet mellem de to nyslåede nabopar og deres ekstreme forskelligheder er skildret med et glimt i øjet, der får det skøre og skæve til at glide ned uden alt for grim bismag. Detaljerigdommen er stor i både manus, spil og ideer, og selvom stemningen vist ikke var den allerbedste under optagelserne, emmer "Neighbors" i hvert fald af indlevelse.

Tager ofte kegler

Det er ofte de helt simple situationer, der tager kegler – eksempelvis pulverkaffescenen, hvor Earl desperat, men forgæves forsøger at få lov til at ombytte og siden vaske dén ulækre kop, han får til sin kaffe af Vic. I denne og mange lignende situationer funkler samspillet mellem Aykroyd og Belushi for alvor.

Let til vrede

Cathy Moriarty er frisk som Vics sexede og inviterende samlever Ramona, og så brillerer Tim Kazurinsky i en mindre birolle som områdets altmuligmand, der meget let bliver særdeles mopset... på sin helt egen måde.

Ekstremt overanvendt underlægningsmusik

Bill Contis underlægningsmusik er særligt i starten helt ekstremt overanvendt. Helt fortjent blev den i 1981 nomineret til en The Stinkers Bad Movie Award som Most Intrusive Musical Score.