Safari (2016)

Østrigske Ulrich Seidl har gennem hele sin instruktørkarriere beskæftiget sig med både dokumentarisme og fiktionsfilm, og han hævder selv, at alle hans film har et ben i hver af de to lejre. Det er til at forstå hvorfor i mødet med 'Safari', der i hvert fald stilistisk ligger meget tæt op ad Seidls tableauorienterede spillefilm.

Knivskarpe observationer

Men egentlig også i historien, der på flere måder er ligeså knivskarp i sine (pinlige) observationer af hverdagsmenneskers behov og drifter. I "Safari" er det jagtturismens etiske grænseland, der betrædes, når flere europæere, herunder en kernefamilie, drager til savannen i Sydafrika for at nedlægge dyr: Gnu, zebra og giraf – alle lægges de snart døde dyr æstetisk til skue for kameraet foran deres overmand- eller kvinde, så bedriften med stolthed kan foreviges.

Eksotisk grimme baggrunde

Mellem jagtsekvenserne bydes vi med indenfor til gode snakke om jagtdrifter og dyreetik. I vanlig seidl'sk stil med fast kamera på eksotisk grimme baggrunde, herunder ikke mindst udstoppede, halve dyrekroppe.

Ufiltreret

Og de ting, der bliver sagt af dokumentarens "kloge hoveder" er ikke på nogen måder hverken ladede eller bearbejdede. Fabelagtigt ufiltreret, som vi kender det i både Seidls dokumentarer og spillefilm.

Fascinationskraft og tab af underkæbe

Fascinationskraften og tab af underkæbe er ikke nær så eklatant, som vi ser det i Im Keller (2014), men detaljeringsgraden og hermed indsigten i jagtpsykologiens (reelt set meningsløse) væsen former en række vilde sekvenser, der kulminerer, når trofæerne skal parteres og afskindes af lokale eksperter på området.