Im Keller (2014)

Ulrich Seidl fortsætter sin imponerende strøm af imponerende film – denne gang i dokumentarformens regi, og endnu engang med forbløffede underkæber blandt publikum. "Im Keller" sætter sig for at åbne døre ind til "helt almindelige" østrigeres kælderrum. Og dét bliver ikke kedeligt, lad det være sagt med det samme.

Enhver har nok i sin egen fetich

Hver småborgerlig østriger har nok i sin fetich, og er den ikke af seksuel karakter, er den garanteret af en endnu mere mærkværdig observans. For Seidl har i dén grad fundet et broget udvalg af skør- og skævheder, der folder sig ud i flue på væggen-tilgangen. Vi møder blandt andre bessemor, der gemmer virkelighedstro dukkebabyer i papæsker. Bessefar, der dyrker sin forkærlighed for nazismen – og truthorn – fuldt ud.

Kommanderende herskerinde

Der er den delvist pinkhårfarvede herskerinde, der kommanderer rundt med sin udtalt rygbehårede tyksak af en slavekæreste (i kælderen gemmer de hardcoreudstyret). Der er miniputmanden med den diminutive trusse, der stolt proklamerer sine evner udi at tilfredsstille prostituerede kvinder (af samme grund skal han sjældent betale). For ikke at glemme den sangglade pensionistkrøltop og skabsracist med en forkærlighed for våben.

Pinlige obskuriteter

Som sagt – ikke kedeligt! Men samtidig også pinligt, grænsende til det uudholdelige. Og det er meningen, vær vis på det. Som dokument på obskuriteter er Seidls dokumentarfilm tæt på at være et mesterværk, og vi bevidner måbende og småhulkende (af krampagtig kluklatter) de mange tilbøjeligheder for nedrullede kælderdøre.

En samfundsforstyrrethed

Det er samtidig en smule trist, uden at man som tilskuer skal dømme nogen af skæbnerne. Men mange af dem er sindbilleder på en samfundsforstyrrethed, der er tiltagende i det 21. århundrede. Nærhed er der i hvert fald intet af i Seidls portræt, hvilket understøttes af de komplet kønsløse, sterile eller kvælende overfyldte kældre, som begivenhederne udspiller sig i.

Lange indstillinger

Velkendt Seidl'sk er de fleste indstillinger i én fast og ofte lang kameraindstilling. Det er framingen, der er interessant, og de mildt sagt nedbøjende forstadsstereotype husudsnit (komplet med ligusterhæk) er ikke tilfældigt valgt til filmens stemning. Nede i de mørke kældre er der tilsvarende kælet for en ofte lysstofsfrembragt belysning.

Dybt indtryk

Ingen musik – kun den, som de kære medvirkende selv måtte frembringe – og i det hele taget et så bundløst, hudløst, ærligt portræt, at alle må knibe sig selv i armen over både modet og mandshjertet... og det dybe indtryk, dokumentaren gør.