Indignation (2016)

Den højt skattede manuskriptforfatter James Schamus nedkommer her som debuterende spillefilmsinstruktør i en alder af 57. Og dét er med en alt andet end ordknap filmatisering af Philip Roths roman om unge Marcus Messners (Logan Lerman) genvordigheder i grænselandet mellem barndom og voksenliv. Vi er i 1950’erne, og der er knaldfarver på kjoler og biler, overalt, hvor øjet dvæler. Slagtersønnen Marcus er lidt af en mønsterbryder, og han står på spring til at tage sin universitetsuddannelse i behørig afstand fra de forældre, han efterhånden er kørt lidt træt i.

Vel parkeret på Ohio-universitetet starter en ny epoke i unge Marcus’ liv. Ikke alene er han udfordret af universitetets noget forstokkede syn på religion, hvor han føler sig sat i bås på grund af sin jødiske baggrund. Han møder også den inciterende Olivia Hutton (Sarah Gadon), der giver ham et uventet blowjob på første date, hvilket efterlader den pæne Marcus i eksistentiel krise! Men der skal en blindtarmsbetændelse til, før brikkerne så småt begynder at falde på plads for den følsomme unge mand. Stille og roligt begynder han at træde i karakter, så fundamentmaterialet til voksenlivet kan komme i cementblanderen.

Schamus iscenesætter med en meget udtalt forkærlighed for detaljemættet framing. Sammen med fotograf Christopher Blauvelt har han skabt en visuel verden af scenografisk og kompositorisk perfektion, der nok er en fryd for øjet, men som også tipper lidt over i det kunstgjorte. Således bærer "Indignation" præg af at være stort set uden kamerabevægelse, og scenerne er ofte lange i deres dialogmættethed. Snakkeriet fungerer bedst, når Marcus udfordres af dekanen Caudwell (Tracy Letts), der ikke er bange for at gå i kødet på den ungdommelige selvovervurdering. Her står særligt én kvarterlang scene som filmens bedste. At der snakkes hele tiden er dog ikke uproblematisk. Hvad, der opnås af ægthed i den dvælende visuelle stil, tales ofte i sænk af den omstændelige og teatralske tilgang til voksenlivstærsklen. Giv dog tilskueren lov til at tænke selv!

Logan Lerman gør det nydeligt i hovedrollen som Marcus, men heller ikke mere end det. Som det er tilfældet med hele filmen, opleves også skuespillet som lidt for sterilt, lidt for villet, lidt for konstrueret ud af det teksttunge forlæg og de fastlåste ind- og udviklinger. Således er Sarah Gadon også blot en seksualiseret skygge som den mentalt udfordrede sexkilling forklædt som pæn, borgerlig pige. Bid og kant får hendes rolle aldrig. Så er Tracy Letts’ dekan til gengæld langt mere vellykket og er afgjort filmens bedste præstation.