Magnetisørens femte vinter (1999)

    En mand påstår at kunne helbrede en blind pige alene ved healing, og dét sætter ham i store vanskeligheder.


    FOTOGRAFISK MAGNETISK

    "Magnetisørens femte vinter" er et meget stærkt og poetisk nordisk drama. Dirk Brüels fotografering er i en klasse for sig – billederne har en nærmest magnetisk virkning... de hægter sig fast på nethinden og er ikke lige til at slippe igen.
     

    Vinterklædt svensk landsby

    Året er 1813, og vi befinder os i det nordlige Sverige. I en lille vinterklædt landsby går livet sin faste gang, da lægen og magnetisøren Friedrich Meisner (Ole Lemmeke) ankommer.

    Særlige evner
    Folk ryster på hovedet ad hans påstande om, at han kan helbrede syge mennesker alene med sine hænder. Men Meisner giver ikke op. Han vil bevise, at han rent faktisk besidder nogle specielle evner.

     

    Helbredende evner

    Den lokale læge Selander (Rolf Lassgård) bor sammen med sin blinde datter Maria (Johanna Sällström), og det bliver et oplagt emne for Meisner at forsøge at helbrede hende. Efter få behandlinger er Maria næsten seende, og folk kan kun se måbende til.

    Voldsomt postyr
    Der bliver et voldsomt postyr omkring Meisner, særligt er byens anden læge Stenius (Gard B. Eidsvold) meget interesseret i at modbevise Meisners egenskaber. Han tåler ikke konkurrence fra en "kvaksalver"!

     

    Mod mystiske himmelstrøg

    Historien udvikler sig mod mere mystiske himmelstrøg, efterhånden som Meisners praksis trods lokal modvilje udvikler sig. Meisner har efter helbredelsen af Maria overtalt doktor Selander til at blive "partner" i magnetiseringens tjeneste. På et tidspunkt begynder det dog at gå op for Selander, at Meisners metoder vist ikke altid er lige lovlige...

    Troværdig scenografi
    Sammen med den smukke og troværdige scenografi (filmen er indspillet i en gammel norsk bydel) og den fantastiske fotografering er også den rolige underlægningsmusik værd at bide mærke i.
     

    Højt niveau

    Nok så vigtigt er der grund til at glæde sig over virtuost skuespil. Eneste lille minus i dén forbindelse er desværre Ole Lemmeke, der i filmens hovedrolle ikke helt synes at leve op til resten af skuespillersjakkets høje niveau.

    Overdramatiseret
    Lemmekes diktion er utydelig og jappende, og det er lidt uheldigt, da han som den eneste danske skuespiller blandt svenskere og nordmænd ofte ikke er undertekstet. Ole Lemmekes rolle spænder meget vidt, men når der rigtigt skal varmes op, og vreden blusser, så kammer skuespillet over med overdramatiseret mimik.

    Fremragende spil
    Rolf Lassgård spiller fremragende, ligesom Johanna Sällström overbeviser som både blind og seende. I mindre roller lyser især Björn Granath op som den rige Aspelin, og Lena Nilsson som den mystiske og utilregnelige fru Hofverberg.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1999, Danmark, Historie, Drama, Romantik, Børn på film, Bjerge på film, 116 min.

    Dansk titel: Magnetisørens femte vinter
    Instr: Morten Henriksen Prod: Lise Lense-Møller Manus: Jonas Cornell, Morten Henriksen Baseret på: roman af Per Olav Enquist Foto: Dirk Brüel Klip: Ghita Beckendorf Mus: Arild Andersen, Hans-Erik Philip, Øystein Sevåg
    Priser
    • BD-N - Bedste film
    • RB - Bedste fotografering
    • RB - Bedste scenografi
    • RB - Bedste kostumedesign
    • RB - Bedste lyd
    • RB - Bedste makeup
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Lassgård)
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste lys