Magnetisørens femte vinter (1999)

"Magnetisørens femte vinter" er et meget stærkt og poetisk nordisk drama. Dirk Brüels fotografering er i en klasse for sig – billederne har en nærmest magnetisk virkning... de hægter sig fast på nethinden og er ikke lige til at slippe igen.
 

Vinterklædt svensk landsby

Året er 1813, og vi befinder os i det nordlige Sverige. I en lille vinterklædt landsby går livet sin faste gang, da lægen og magnetisøren Friedrich Meisner (Ole Lemmeke) ankommer.

Særlige evner
Folk ryster på hovedet ad hans påstande om, at han kan helbrede syge mennesker alene med sine hænder. Men Meisner giver ikke op. Han vil bevise, at han rent faktisk besidder nogle specielle evner.

Helbredende evner

Den lokale læge Selander (Rolf Lassgård) bor sammen med sin blinde datter Maria (Johanna Sällström), og det bliver et oplagt emne for Meisner at forsøge at helbrede hende. Efter få behandlinger er Maria næsten seende, og folk kan kun se måbende til.

Voldsomt postyr
Der bliver et voldsomt postyr omkring Meisner, særligt er byens anden læge Stenius (Gard B. Eidsvold) meget interesseret i at modbevise Meisners egenskaber. Han tåler ikke konkurrence fra en "kvaksalver"!

Mod mystiske himmelstrøg

Historien udvikler sig mod mere mystiske himmelstrøg, efterhånden som Meisners praksis trods lokal modvilje udvikler sig. Meisner har efter helbredelsen af Maria overtalt doktor Selander til at blive "partner" i magnetiseringens tjeneste. På et tidspunkt begynder det dog at gå op for Selander, at Meisners metoder vist ikke altid er lige lovlige...

Troværdig scenografi
Sammen med den smukke og troværdige scenografi (filmen er indspillet i en gammel norsk bydel) og den fantastiske fotografering er også den rolige underlægningsmusik værd at bide mærke i.
 

Højt niveau

Nok så vigtigt er der grund til at glæde sig over virtuost skuespil. Eneste lille minus i dén forbindelse er desværre Ole Lemmeke, der i filmens hovedrolle ikke helt synes at leve op til resten af skuespillersjakkets høje niveau.

Overdramatiseret
Lemmekes diktion er utydelig og jappende, og det er lidt uheldigt, da han som den eneste danske skuespiller blandt svenskere og nordmænd ofte ikke er undertekstet. Ole Lemmekes rolle spænder meget vidt, men når der rigtigt skal varmes op, og vreden blusser, så kammer skuespillet over med overdramatiseret mimik.

Fremragende spil
Rolf Lassgård spiller fremragende, ligesom Johanna Sällström overbeviser som både blind og seende. I mindre roller lyser især Björn Granath op som den rige Aspelin, og Lena Nilsson som den mystiske og utilregnelige fru Hofverberg.