Rimini (2022)

Østrigske Ulrich Seidl er altid sublimt leveringsdygtig i pinlige, uperfekte historier om tilsvarende personligheder, og med “Rimini” rammer han bulls-eye i sit dybt fascinerende portræt af den fallerede schlagersanger, Richie Bravo, der i dén grad har svært ved at finde sig til rette i tilværelsen.

Ingen som Seidl...

Som vi kender det fra Seidls øvrige værk, er det ofte usympatiske eller “afvigende” hovedpersoner, handlingen kredser om. Således spares vi heller ikke denne gang for at få serveret det tabubelagte helt op i ansigtet: Sex mellem normativt ikke-sexede, ikke-unge mennesker, grove udnyttelser og ydmygelser. Der er ingen som Seidl, der kan præstere pinligheder, der samtidig emmer af smerte, ynkelighed og misforståelser — så det gør ondt helt ind i sjælen.

En præstation af en anden verden

Michael Thomas’ hovedrolleportræt er slet og ret en præstation af en anden verden. Det lykkes ham at omfavne alle facetter af sin ynkelige, smålige og alkoholiserede Richie Bravo, så de små hår rejser sig, og schlagersangeren rent faktisk bliver en person, der både er kantet og ikke umulig at fatte sympati for, hvor vanskeligt det end måtte synes for nogle at indrømme.

Seidls særlige grimhedens æstetik

Den for Seidl så karakteristiske grimhedens æstetik er her forfinet til perfektion, som Richie Bravo turer hjælpeløst rundt i sin åbentstående sælpels gennem den vinterkolde, italienske, turistforladte strandby, Rimini, hvortil hans efterhånden meget indskrænkede og aldrende (kvinde)fanskare rejser i bus for at høre ham synge de iørefaldende evergreens.

Melankolsk grundtone

Schlagersangene, som Bravo præsterer solo i sine farvestrålende dragter og med “orkestret” på playback fungerer som forstærkelser af den meget melankolske grundtone, som hele filmen er bygget på. Det er næsten til at knibe en tåre over, og Michael Thomas’ stemme er markant, rå og fuld af smertefuld gennemslagskraft.

Gnidningsfrit

Sidehistorien, hvor “den glemte datter” pludselig dukker op og kræver penge for alle de år, farmand ikke var der, flettes gnidningsfrit ind i Richie Bravo-universet — kulminerende i dén solooptræden, Bravo giver hende i det ørkesløse, tomme festlokale.