What Ever Happened to Baby Jane? (1962)

    En ældre kvinde, der engang for længe siden var barnestjerne, holder sin handicappede søster fanget i deres Hollywood-villa.


    TEATRALSKE FAGTER

    Berømmet af mange som en af alle tiders bedste gyserfilm. Men lad det være sagt med det samme: Der skal ledes længe – og forgæves – efter gys i den egentlig hårrejsende kategori. "What Ever Happened to Baby Jane" er således mere en "stemningsgyser", der forsøger at spille på det bagvedliggende vanvid.

     

    Gammel og slidt barnestjerne

    Bette Davis' tidligere barnestjerne Baby Jane er nu blevet gammel og slidt. Hun bor sammen med søsteren Blanche i deres fælles store og nedslidte Hollywood-villa. Blanche er lam og sidder i kørestol og er samtidig underlagt Janes tyranni og dominans... der meget vel kan køre helt af sporet.

     

    Lige til at spise

    Ernest Hallers lækkert æstetiserede sort/hvide fotografering indrammer 60'er-dramaet, så det er lige til at spise med øjnene. I det hele taget oser filmen af det scenografisk og kostumemæssigt gennemarbejdede, og det blev da også til en enkelt Oscar for netop kostumerne.

     

    Udpræget teatralsk

    Men filmen opleves som både overlang, ensidig og udpræget teatralsk. Skuespillet er ganske pænt, men stift – præget af den tørt uvarierede handling. Det lykkes således ikke instruktør og producent Robert Aldrich at formidle Henry Farrells betændte roman, så de bagvedliggende gys går under huden.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    1962, USA, Drama, Thriller, Gyser, 134 min.

    Dansk titel: Hvad blev der egentlig af Baby Jane?
    Instr: Robert Aldrich Prod: Robert Aldrich Manus: Lukas Heller Baseret på: roman af Henry Farrell Foto: Ernest Haller Klip: Michael Luciano Mus: Frank De Vol
    Priser
    • AA - Bedste kostumedesign
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Davis)
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Buono)
    • CAN-N - Palme d'Or-nominering
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Davis)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Buono)