Baxter (1989)

    En hvid bullterrier kastes rundt mellem forskellige ejere. Da hunden først er understimuleret og siden tynget af dominans, er den konstant en tikkende bombe.


    EN HUNDS FØLELSER

    Noget så særegent som en film med en "menneskeliggjort" hund i hovedrollen, nærmere bestemt den hvide bullterrier Baxter (husk at udtale navnet på fransk, med tryk på anden stavelse.) Baxter bliver først givet væk til gamle Madame Deville. Her er han understimuleret og tiltagende frustreret, mens Deville synker ind i alderdommens tåger.

     

    Tiltagende usund besættelse

    Senere havner han i kløerne på en dreng, der passer sig selv og tager hunden med på opdagelse på en losseplads. Men drengen er ved at gro en tiltagende usund besættelse udi Hitlers sidste dage i Førerbunkeren, og måske kan han bruge hunden i sine eksperimenter, der vækker historien til live...

     

    En perlerække af hundetanker

    Vi kommer helt ind i hundehovedet Baxter – herligt stemme-personificeret af Maxime Leroux – og får således serveret en perlerække af hundetanker centreret om lyde, dufte, drifter og understimulans. Det er en virkelig spøjs idé, der i Jérôme Boivins iscenesættelse af Ken Greenhalls roman "Hell Hound" får både farve og nuance.

     

    Behændig samenkædning

    De forskellige mennesker i Baxters liv flettes behændigt sammen, og her er alle historier betændte på den eller anden måde. Baxter selv udvikler grimme og udspekulerede tanker, hver gang menneskene omkring ham ignorerer eller understimulerer ham.

     

    Glimt i øjet og strejf af humor

    Nogen gyser i egentlig forstand er filmen langt fra. Der er elementer af mørke og død, men oftest fortalt med både glimt i øjet og et strejf af humor. Inspirerende locations sætter en ramme, der giver eventyrlig kulør til en i forvejen sprød og elegant anderledes filmfortælling.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1989, Frankrig, Drama, Gyser, Komedie, Børn på film, Coming of Age, Dyr på film, 82 min.

    Dansk titel: Baxter
    Instr: Jérôme Boivin Prod: Patrick Godeau, Ariel Zeitoun Manus: Jacques Audiard, Jérôme Boivon Baseret på: romanen "Hell Hound" af Ken Greenhall Foto: Yves Angelo Klip: Marie-Josée Audiard Mus: Marc Hillman; Patrick Roffé
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation