Red Dot (2021)

    Et ungt par på vandretur i sneen oplever deres livs mareridt, da de bliver langdistance-terroriseret af en ukendt gerningsmand.


    OVERSTYRET VILDMARKSGYS

    + PLUS: vildskab | natur-locations | dele af præmis
    -MINUS: overstyret | støjende | vulgær

     

    Hvis der er noget, vi har lært af nyere svenske thrillers, er det, at man ikke skal lægge sig ud med udkants-svenskere. De har nemlig en gun på ladet af deres truck og er villige til at skyde for den mindste twist.

     

    Fejler i det generelle billede

    Det så vi bl.a. fremragende portrætteret i Jägarna (1996), og Netflix-thrilleren "Red Dot" søger tydeligvis noget af samme intensitet, men fejler i det generelle billede.

     

    Kan forholdet reddes?

    Parret Nadja og Einar forsøger at redde deres forhold ved at tage på vildmarkstur i snelandskaberne. Men det skulle de ikke have gjort! Efter på deres vej at have mødt og kommet på kant med et par udkants-jægere, har de i princippet sørget for deres egen ufred og potentille død. Men er det overhovedet udkants-typerne, der er efter dem? Der stikker vist mere under... og det sørger tilbageblik bl.a. for at afdække.

     

    Højspændt

    Dele af præmissen i det højspændte plot fungerer overbevisende. Blandt andet den røde prik, der i en enkelt hårrejsende sekvens rammer bulls eye. En fed idé! Men filmens øvrige twists and turns - og hele fortællestilen i øvrigt - bliver desværre mest af alt en klods om benet på fremdriften.

     

    Troværdigheden ryger

    Troværdigheden ryger, efterhånden som der bliver lagt lag på lag i den svulstigt anlagte historie. Her følger fortællestilen trop med et ekstremt støjende lyddesign og tilsvarende øresønderrivende underlægningsmusik.

     

    Bibelske dimensioner

    Væk er det meste af den oplagte autenticitet, der er at hente ud af naturens egen vildskab. Og hen imod det alt andet end rosenrøde klimaks går fortællingen helt amok i en slags apokalypse af bibelske dimensioner. Kønt er det ikke, men trods alt ikke uden underholdningsværdi.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2021, Sverige, Thriller, Gyser, Drama, 86 min.

    Dansk titel: Red Dot
    Instr: Alain Darborg Prod: Niklas Larsson, Anna Odenhall Manus: Alain Darborg, Per Dickson Foto: Benjam Orre Klip: Magnus Häll Mus: Carl-Johan Sevedag
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation