The Professor and the Madman (2019)
En skotsk professor indleder et enormt arbejde med at skabe Oxford English-ordbogen – og får hjælp fra uventet kant.
ORD FORPLIGTER
To blændende præstationer af hhv. Mel Gibson og Sean Penn sikrer dette stort anlagte biografiske drama en vis succes. Det er ellers en noget ujævn og overfladisk filmoplevelse, vi bliver vidner til.
Et kæmpe ordbogsprojekt
Danske Kasper Tuxens flotte fotografering sørger for en smuk og tidsbilledetroværdig indramning af de historiske begivenheder: Den skotske professor James Murray (Mel Gibson) skal stå i spidsen for et kæmpe ordbogsprojekt.
En uventet hjælper
Oxford English Dictionary skal i talrige bind slet og ret ordne og beskrive samtlige ord. Og det er lidt af en tjans for Murray og hans velskolede hjælpere. Derfor beder de befolkningen om hjælp. Denne opfordring fanger en vis Dr. Minor (Sean Penn).
Et aparte venskab
Minor er anbragt på en topsikret mentalanstalt, men udover at være decideret bindegal sidder hans begavelse ikke skævt i fatningen. Snart indsender han talrige bidrag til ordbogen – hvilket også medfører et (aparte) venskab de to ordspecialister imellem.
Mærkeligt uforløst
I filmens mærkeligt uforløste helhed virker det nærmest "utroværdigt", at Gibson og Penn præsterer så flot, men hér har indlevelsen altså været levende – til alt held. Lars Brygmann udgør filmens andet danske islæt i en birolle som mistroisk akademimand.
Kammer over
Mange af begivenhederne kammer over i en klæbrig melodramatisering – både følelsesmæssigt udpenslet i handlingen, men så sandelig også af Bear McCrearys snart sagt konstant tilstedeværende underlægningsmusik.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2019, Irland, Drama, Biografi, Historie, Fængselsfilm, 124 min.
Dansk titel: The Professor and the Madman- Mel Gibson (James Murray)
- Sean Penn (Dr. William C. Minor)
- Eddie Marsan (Mr. Muncie)
- Natalie Dormer (Eliza Merrett)
- Jennifer Ehle (Ada Murray)
- Steve Coogan (Frederick J. Furnivall)
- Stephen Dillane (Dr. Richard Brayn)
- Ioan Gruffudd (Henry Bradley)
- Jeremy Irvine (Charles Hall)
- Laurence Fox (Philip L. Gell)
- Anthony Andrews (Benjamin Jowett)
- Lars Brygmann (Max Mueller)
- David O'Hara (Church)
- Anthony Brophy (Sgt. Steggles)
- Rúaidhrí Conroy (Declan Reilly)
- Aiden McArdle (Defense Attorney Clarke)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation