Synecdoche, New York (2008)

Manuskriptforfatteren Charlie Kaufman kender vi fra skæve og glimtvis skønne film som Being John Malkovich (1999), Adaptation. (2002) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004). Her instruktørdebuterer han med tilsvarende so/so-resultat.

Lovende start

Det begynder lovende: I den første times tid er der masser af troværdig bittersødme i skildringen af den tiltagende martrede (og mystisk sygdomsramte) teaterdirektør Caden Cotard. Hans liv er på randen til at ramle sammen, skal det vise sig.

En pause forever

Hans kunstnerkone tager deres 5-årige datter under armen og rejser til Berlin med et klar ytring om, at hun ønsker en pause fra forholdet. Det bliver så bare en pause forever - og Caden må klare sig selv og sine teaterstykker.

New York som teaterkulisse

Men det kniber med at klare skærene, for den ene alvorlige sygdom tager den anden, og snart er Caden et vrag af en anden verden. Det hindrer ham dog ikke i at søsætte sit livs største teateropsætning: I en gigantisk hal vil han genskabe New York som kulisse.

Meget på hjerte

"Synecdoche, New York" har meget på hjerte og lægger det meste af sin puls i kroppen og sjælen på Philip Seymour Hoffman, der - sædvanen tro - præsterer aldeles blændende. Men selv talentet har en gennemslagskraftens grænse, når historien omkring tager form af et tiltagende ildspyende monster, der ikke lader sig kue.

Prætentiøst og teatralsk

Kaufmans manuskript kammer ganske enkelt helt og aldeles over i det usmageligt prætentiøse og teatralske. Først gradvist, siden konstant, så filmen til sidst er hyldet i en kappe af metalag og mystisk overfortælling. Det er ikke kønt.

Episk patos-præget

Jovist, herlighederne kredser om teaterverdenen, men at lade hele filmen tage form af et efterhånden storladent, episk patos-præget teaterstykke former en helt igennem uklædelig oplevelse. Alderssminken hjælper ikke på dette til sidst i handlingen.