Jeg elsker dig (1957)

Ligesom i sin foregående film På tro og love (1955) serverer Torben Anton Svendsen hér et uhyre veloplagt lystspil, hvor især skuespillet funkler - godt hjulpet på vej af H.C. Branners manuskript, baseret på eget hørespil.

Elegant sat på spidsen

At kærligheden kan være en svær størrelse, kan mange skrive under på. Men i "Jeg elsker dig" bliver dette tema sat elegant på spidsen ved at lade tre par flette sig ind og ud ad hinanden - bogstavelig talt.

Ikke helt stuerent

Der er det unge og endnu uskyldigt flirtende par (Frits Helmuth og Annie Birgit Gardes David og Clara), det fastkørte, midaldrende og barnløse par (Ebbe Rode og Karin Nellemoses Leonora og August), og de letlevende, ikke helt stuerent funderede André og Vivian (Poul Reichhardt og Bethe Qvistgaard).

Tilfældigt møde

Da de tre par tilfældigt mødes på en restaurant, bryder helvede løs. Der flirtes med overbygning på kryds og tværs og indgås tilmed frække aftaler for morgendagen! De midaldrende kvinder er begge tiltalt af Davids unge og uskyldsrene ydre, mens mændene cirkler om den tilsvarende "ufærdige" Clara - når de da ikke overbevises af pikante gloser fra de mere modne m/k'er.

Befriende bram- og lænkefri

"Jeg elsker dig" er befriende bram- og lænkefri. Dialogen lyner, situationerne er troværdige, og frækheden utæmmelig. En enkelt scene hjemme i privaten hos hr. og fru højesteretssagfører August og Leonora indtager førstepladsen: Ebbe Rode og Karin Nellemose spiser middag, mens emsig- og usikkerheden fra Leonora ingen ende vil tage. Omvendt er August dybt irriteret. Fremragende nuanceret spil.

Spradebasse-veloplagt

Rode og Nellemose er i det hele taget vidunderlige filmen igennem (Nellemose, da hun endelig får sin hundehvalp...), betagende flankeret af en spradebasse-veloplagt Poul Reichhardt. Og i en mindre rolle stråler Clara Pontoppidan som brevkasseredaktøren fru Nanna, der har et par gode råd til de unge mennesker.

Smittende

Veloplagtheden er smittende og fjerner de fleste små tåbeligheder i plot og afvikling. Og så er det heller ikke så hæmmende, at kulisserne ind imellem er et svært billigt skue. Ikke meget underlægningsmusik af Poul London (hans eneste filmbidrag.)