En kvinde er overflødig (1957)

To år tidligere, i 1955, havde Gabriel Axel med samme rollebesætning filmet selvsamme Knud Sønderby-skuespil for Danmarks Radio. Men man fornemmede, at dramaet havde format til det store lærred, og det kan vi kun glæde os over i dag.

En af Axels bedste film

"En kvinde er overflødig" markerer sig som en af Gabriel Axels absolut bedste film som instruktør. Tonen er konsekvent, stilen er æstetiseret uden at være stram, og skuespillet emmer af en dybfølt, intens indlevelse, der smitter kraftigt af på filmoplevelsen.

Ejer filmen

Fænomenale Clara Pontoppidan ejer i vid udstrækningen filmen. Det er hende, der er overflødig - eller, det føler hun i hvert fald selv. Børnene er for længst blevet voksne, men bor stadig hjemme hos deres gamle mor. Det ændrer dog ikke ved, at enkefru Tang føler sig overset, forbigået og uønsket - hvilket er helt og aldeles grundløst.

En martyr af væsen

Enkefru Tang er en martyr af væsen, så det er fuldstændig ligegyldigt, hvor feteret eller opvartet hun er - så vil der altid være noget galt, noget hun kan dåne over. De voksne børn er frustrerede og har forståeligt svært ved at navigere i skruetvingen mellem mere frihed og mors velbefindende.

Ingen melodramatisering

Som et studie i martyrens psykologi er Axels film forbilledlig. Selvfølgelig først og fremmest i kraft af Pontoppidans smask-elskelige præstation, men også fordi fimen aldrig forfalder til at melodramatisere sin betændte historie. Dramaet kommer indefra, fra den overflødige kvinde selv.

Svingende humør

Som den overtromlede datter Ester er Birgitte Federspiel i skøn (u)balance. Følelsesregistret må konstant gennemleves, fordi der både er privatlivet og mors svingende humør at tage hensyn til. Og det er snart tæt på at gå helt galt. Som bissen Jørgen er Bjørn Watt-Boolsen i sit frække og grænseoverskridende es.

Betagende dansk 50'er-oplevelse

Enkelte af de øvrige biroller forfalder ind imellem til det let teatralske spil, ligesom Hermand D. Koppels meget tungsindige musik i glimt bliver styrende. Men alt i alt meget små ridser i en betagende dansk 50'er-filmoplevelse, der i nogen grad kan minde om det amerikanske mesterstykke Sunset Blvd. (1950). Jørn Jeppesen kan opleves i en for ham meget alternativ birolle som den (kastrerede?) psykiatriske patient Karlsen.