True Grit (1969)

Sammenhængende film:

True Grit (1969)

True Grit (2010)

John Wayne vandt hér karrierens eneste Oscar for sin hovedrollepræstation som den drikfældige ordenshåndhæver Rooster Cogburn, der danner umage udkantspar med en hævntørstig teenagepige. Ikke Waynes allermest nuancerede præstation, men stadig med masser af autoritet og gennemslagskraft, særligt når han bliver lidt "uartig" i replikken.

Hvorfor hjælpe?

Rooster Cogburn er bestemt ikke meget for at lytte til teenageren Mattie Ross (Kim Darby), da hun henvender sig til ham udenfor retssalen i den støvede westernflække. Hvorfor i alverden skal han spilde sin tid på denne højtråbende pige, der vil have hævn over sin myrdede far?

Dollars på bordet

Men da der kommer US Dollars på bordet, kan det godt være, Rooster ombestemmer sig – så længe, det ikke betyder, at han skal slippe grebet om sin whiskeyflaske: Hans trofaste ven. I øvrigt har han en helt særlig og beundringsværdig teknik til at tylle af whiskeyflasken... døm selv!

Et umage makkerpar

Snart er de to på sporet af væmmelige bagmænd (det er i denne forbindelse, at først Dennis Hopper og siden Robert Duvall træder ind på lærredet, Hopper dog i en ultramikrorolle.) Måske endda den megen tid sammen gennem landskaberne kan bringe Rooster og Mattie tættere på hinanden? De er i hvert fald nødt til at lære at udstå hinandens mærkværdigheder.

For mange sidespring

"True Grit" er bedst, når den holder sig til sin genreformel og ikke drager for mange sidespring ind. Men desværre får vi hen ad vejen en halvfed pakke af netop både mindre vellykket komik og ret uinteressante biroller – i vid udstrækning fyldstof, der får de godt to timers spilletid til periodisk at føles for lang. 

Lækre locations

Valg af locations spiller rigtig godt, og både landsbyflækkens små gyder og de store vidders evighed yder historien stærk medvind. Men allerstærkest i erindringen står utvivlsomt Waynes fine præstation – uden den ville "True Grit" ikke have plantet sig ret dybt i bevidstheden.