The Lighthouse (2019)

Se hellere:

The Vanishing (2018)

Visuelt lækkert og stemningsmæssigt besnærende indledes denne sære, sort/hvide og "smalfilms"-udseende skævhed af en film: "The Lighthouse" har i dén grad potentialet til at brænde igennem på udkantsvanviddets præmisser, men instruktør og manusforfatter Robert Eggers vil det anderledes.

Langt hjemmefra

Til en lilleputklippeø med fyr ankommer engang i 1890'erne en ung fyrpasserafløser, der skal forsøge at få kemien til at spille med øens faste fyrmester. Det er svære vilkår: Langt hjemmefra og uden mulighed for at gå sine egne veje. Efterhånden begynder vilkårene og heraf affødte hallucinationer at stige d'herrer til hovederne.

Ud over klippekanten

"The Lighthouse" lukrerer i glimt på den mastodontiske mulighed, der ligger i fyrøens klaustrofobiske og vejrmæssige æstetik. Men det bliver ved (fyr)glimtene, for henover den begribelige og billedskønne historisk-hårdtarbejdende grundhistorie lægges lag på lag (på lag) af mystik/horror/psykose, der hurtigt trækker filmen ud over klippekanten.

Tabte muligheder

Tabt er den gyldne mulighed, der nu i stedet erstattes af en gennemkonstrueret mystik – komplet med periodisk særdeles kvælende underlægningsmusik. Set i lyset af filmens kæntring til det absolut uklædelige, er det glædeligt, så flot og stabilt spil, både Robert Pattinson og Willem Dafoe leverer på svære betingelser.