The Vanishing (2018)

Lars von Triers instruktørassistent og tv-serie-medinstruktør Kristoffer Nyholm spillefilmsdebuterer her som 68-årig med et britisk drama baseret på virkelige begivenheder fra det herrens år 1900. På en isoleret klippeø ved Skotlands ydre Hebrider passer tre mænd sammen fyret – to garvede rotter og en nybegynder. Snart opdager den unge mand i flokken en forlist robåd for foden af klipperne, og herfra går meget grueligt galt.

Inden længe har fyrbøderne besøg af to "nordmænd" (i skikkelse af dansktalende Søren Malling og islandsktalende Ólafur Darri Ólafsson). De to herrer er ikke venligt stemte, for de ved, at deres forliste ven medbragte en kiste fuld af guld...

"The Vanishing" er inspireret af virkelige mystiske begivenheder, hvor tre fyrbødere pludselig forlod deres ø og hermed fyret – uden yderligere forklaring. Det er denne delvise myte, filmen så at sige spinder guld på. I flere facetter af fortællingen mangler "det sidste": Skuespillet er ligeved og næsten godt, men forfalder i nogen grad til det lidt for teatralske. Udnyttelsen af den vilde natur er ikke langt fra at give kuldegysninger, men savner mere dvælen ved de helt oplagte stemninger.

Når dét er sagt, er det værd at nyde, når filmen rent faktisk lykkes i sine indfangelser af absolut udkantsønatur: Dette især, når naturens egne lyde får lov at afgive fortællingen i et i øvrigt fint balanceret lyddesign. Her tænkes især på det stormende hav lige udenfor vinduerne, hylene fra trækken i de gamle bygninger, mågernes vedvarende skrig. Var der blevet dvælet mere ved både udsigten til og indsigten i naturens kræfter, havde "The Vanishing" stået uafrysteligt stærk.