Hosekræmmeren (1971)

Knud Leif Thomsen forsøgte sig her med et alvorstungt og ambitiøst indspark midt i den danske park af folkekomedier. Filmatiseringen af Steen Steensen Blichers lille novelle fra 1829 har mange fine takter. Det, Thomsen isæt er sluppet rigtig pænt af sted med, er de mange perspektiver på hedetragedien, alt imens Henning Kristiansen indfanger stærke stemninger i aften- og morgenhimle som små intermezzi i den barske genfortælling af det glade vanvid.

Det er en vandringsmand (Preben Lerdorff Rye), der lægger øre til enkehosekræmmerfruens (Lily Broberg) beretning: Datteren Cecils (Pia Grønning) tiltagende vanvid som følge af fars vilje. Hun skal tvangsgiftes med en mand, hun ikke elsker. For han har penge, og det har hendes hjertenskær ikke. I tungsindige, mørke tilbageblik ser vi blandt andet, hvordan faren sømmer kammeret til, så Cecil ikke kan flygte fra det lille bondehus (en detalje, Knud Leif Thomsen i øvrigt selv tilførte den oprindelige historie i sit manuskript.)

Snart lyser et uundgåeligt mentalt sammenbrud ud af den unge pige. Hun har mistet forstanden, og tragedien lurer for alvor. I den virkningsfulde og meget elegant filmede slutscene knækkes således en vinduesrude, da vanviddets stirren ud i intetheden får frit løb.
 

Niveauet er ikke stabilt nok til at trække en helstøbt stærk filmoplevelse hjem. Men der er helt rigtige mørke takter i flere af scenerne – og generelt i Henning Kristiansens fine fotografering. Lily Broberg og Preben Lerdorff Rye udgør de etablerede skuespillerkræfter i et par fine præstationer, dog uden meget farve.

Pia Grønning svinger mere i rollen som Cecil, men overbeviser især i filmens slutning med det skræmmende vanvid lysende ud af tomme øjne. Thorkild Knudsens underlægningsmusik er komponeret primært for klassisk strygekvartet og passer stilistisk godt til 1800-tals-dramaet.