Før frosten (2018)

Det er ikke svært at få øje på, hvilken nerve, instruktør og manuskriptforffater Michael Noer gerne vil ramme med dette dystre 1800-talsdrama. Det klassisk historiske, dystre, danske stordrama i stil med mesterværket Pelle Erobreren (1987).

Der rammes forbi nerven

Men der rammes forbi nerven, og det mærkes tidligt i filmen: "Før frosten" bliver mere end noget andet en kavalkade af overfortalte melodramaer, hvor ekstreme dramatiske udviklinger bogstavelig talt står på nakken af hinanden.

Til dagen og vejen

Jesper Christensen præsterer pænt, men ikke blændende i hovedrollen som den svagelige ældre bonde Jens. Han forsøger desperat at klare sig til dagen og vejen i udkantsdanmark anno ca. 1850. Han er alenefar, og endnu en høst ser ud til at slå fejl.

Et desperat valg

Snart er han så desperat, at han indgår en pagt med den svenske nabobonde - det indebærer blandt andet, at datteren Signe loves som brud. Og herfra går det så slag i slag med derouterne, katastroferne, død, ødelæggelse, pinsler, plagelser og formørkede perspektiver.

Evindelig melodramatisering

Det hjælper ikke meget på filmoplevelsen, at Sturla Brandth Grøvlens fotografering er en flot stemningsformidler med pænt mange troværdige vinklinger på lommen af danmarkshistorien. Eller at Jesper Christensen ihærdigt og beundringsværdigt forsøger at pumpe sig op på niveau med den evindelige melodramatisering.

Kuldsejler tidligt

"Før frosten" kuldsejler tidligt, og da man første gang fornemmer fortællestilens tykt påsmurte lag-på-lag-kriser, kan det reelt kun gå én vej, og gør det også: Mod afgrunden, men først efter at historien lige har taget et par (over)dramatiske drejninger ekstra.

Ikke fuldblods troværdigt

Mange af de mindre roller halter lidt i forhold til det historiske rids og bliver aldrig fuldblods troværdige (særligt i intonationerne). Bedst klarer svenske Magnus Krepper sig som den tålmodige og rolige storbonde Gustav - og Rasmus Hammerich som hans skånselsløse "håndlanger".

Diminutiv underlægning

Rune Tonsgaard Sørensens diminutivt besatte underlægningsmusik (for få klagende strygere) sætter ind som "tankevækkende" intermezzi og bliver et yderligere tungsind i en i forvejen mærkværdigt utilpasset film - fornemmelse for besøgelsestid efterlyses.