Johnny Mnemonic (1995)

Med novelleforlæg og manuskript af genrespecialisten William Gibson kan man godt tillade sig at have en smule forventninger til en film som "Johnny Mnemonic". Men der er desværre ingen gevinst - for lagt i hænderne på kunstneren-der-blev-instruktør Robert Longo, bliver resultatet en fis i en hornlygte.

Gennemsnitsborger anno 2021

Keanu Reeves' Johnny Mnemonic er en "ganske almindelig gennemsnitsborger" i det herrens år 2021. Det vil sige, helt almindelig er han nok ikke, for han ernærer sig ved at bære rundt på store datamængder inde i sit hoved - altså en slags omvandrende USB-stick.

Overbelastet hjerne

Snart er gode råd dyre, for Mnemonics seneste datasæt indeholder væmmelige bagmands-vigtigheder, som ikke må se dagens lys. Samtidig er hans hjerne så overbelastet af de mange gigabytes, at han snart vil kradse af, hvis ikke han bliver tømt!

Ikke stort overbevisende

Evnen til at forudsige 2021 i 1995 er ikke stort overbevisende. Men det er netop det, der gør filmoplevelsen bare en smule (yfrivilligt) krydret, når vi fx hører om at faxe billeder, og at datamængderne endnu regnes i gigabyte og ikke terabyte.

Mest af alt outreret

Selve det scenografiske fremtids-set up er mest af alt outreret. I en blanding af billigt udseende papkulisse og ekstremt visuelt og lydmæssigt støjende computer-metaverdens-grafik tager "Johnny Mnemonic" aldrig en puster. Den kører bare derudad, uden at se sig tilbage.

Tager sig selv meget alvorligt

Skuespillet halter, birollerne er arketypisk dumme (tag fx Dolph Lundgreen som Jesus-figuren Street Preacher, der ynder at nagle sine ofre op på lodrette flader med søm eller knive gennem hænderne), og filmen tager sig selv for alvorligt til at indse, at den faktisk har komisk potentiale.

Pæne actionscener

Enkelte real life-actionsekvenser er serveret med pænt goddaw på effekterne - gennem hele filmen er der tilsvarende knald på Brad Fiedels underlægningsmusik.