Hvítur, hvítur dagur (2019)

Ovenpå den overvældende (men ikke fuldkomne) debutsucces med Vinterbrødre (2017) er Hlynur Pálmasons anden spillefilm et klart skridt op ad rangstigen.

Store følelser

”En hvid, hvid dag” udspiller sig i islandske rammer, og hér mærkes det tydeligt, at Pálmason føler sig hjemme. Det islandske klæder i hvert fald instruktøren, og filmen er en visuelt meget medrivende og flot perle, der begavet udnytter den nordiske natur til at indramme historien. Det er komplekst, sammensat og med store følelser, men i flot balance og uden store armbevægelser.

Presset på for- og nutid

En politi- og enkemanden Ingimundur (Ingvar Sigurdsson) bliver mere og mere presset på sin for- og nutid, og det virker som om, at barnebarnet er den eneste sammenhængskraft i hans hverdag. Efterhånden er det ved at slå helt klik for ham, men måske er der alligevel håb et eller andet sted i den evindelige tåge, der omslutter filmen som et hvidt tæppe.

Ærlige præmisser

Heraf afledt den "hvide, hvide dag", må det formodes – og en flot visualiseret en af slagsen. Generelt er filmen fortalt på ærlige præmisser, og der er skruet betragteligt ned for underlægningsmusik og lyddesignvolumen i forhold til ”Vinterbrødre”.

Svære aggressioner

Ganske vist er der indimellem små blokke af musik (for solostryger), men det er ikke noget, der skæmmer. Det er hovedpersonens mentale udfordringer, der er filmens primære fokus: Skismaer, sorg og svære aggressioner kommer op til overfladen efter at have været fortrængt i længere tid – i fremragende fortolkning af Ingvar Sigurdsson.

Islandsk vildskab

Inddragelsens af Islands vildskab har en markant virkning på både film og tilskuer, og det er udelukkende inciterende, at filmen flere gange skifter retning i stemning og genre.